Herlev Bladet

19-årige Ridwan blev træt af svedpletter

Ridwan Said Ahmed har altid drømt om at starte sin egen virksomhed, og med udgangspunkt i irritation og behov er den drøm nu blevet til virkelighed med hans nyopstartede virksomhed Sweatclean by Mambo.

En tur til Eritrea var det, der fik 19-årige Ridwan Said Ahmed fra Herlev skubbet det sidste stykke mod at få opfyldt sin store drøm om at starte sin egen virksomhed. Her var han til en masse fester og bryllupper, og som altid, når det er varmt, oplevede han et problem, der længe har gået ham på: Han svedte og fik svedpletter på sine fine skjorter.

»Det var virkelig irriterende. Så tænkte jeg: ’Nu gør jeg noget ved det,’« fortæller Ridwan Said Ahmed, der netop har startet sin egen virksomhed, Sweatclean by Mambo.

Iværksætter i maven

I Sweatclean by Mambo sælger han indlæg, som man klistrer fast i armhulerne på sin bluse, og så er det dem, der absorberer sveddråberne, i stedet for tøjet.

Nok er det første gang, at Ridwan Said Ahmed, også kaldet Mambo, for alvor starter sin egen virksomhed. Men med seks års erfaring fra arbejdsmarkedet og en iværksætter-far, der har åbnet sin egen forretning, har tanken og drømmen altid været der.

»Min far har altid sagt, at det er bedst at være sin egen chef,« fortæller han, der heller ikke selv var vild med at sidde bag kassen på McDonald’s og i Fakta i sine spæde teenageår.

Derfor valgte han at åbne sin egen salon, Mambos Barbershop, hvor han klippede sine venners hår i kælderen hos sine forældre. Men da han ikke kunne få salonen til at passe sammen med skole og lektier, besluttede han sig for, at han i stedet ville åbne en webshop af en art.

Fokus på behovet

Efter ti år på Herlev Byskole startede Ridwan Said Ahmed på HHX, hvor han lærte, at man skal fokusere på behovet, når man idéudvikler. Den 19-årige iværksætter havde længe tænkt, at han godt kunne tænke sig at gøre noget ved de irriterende svedpletter, og at han da heller ikke kunne være den eneste, der gik rundt med det problem.

Men hvor skulle han begynde? Nok var idéen på plads, men Ridwan Said Ahmed havde ingen erfaring med at starte en virksomhed.

»Jeg havde gåpåmodet, men jeg havde ingen anelse om, hvor jeg skulle starte,« fortæller iværksætteren, der nu studerer almen erhvervsøkonomi på CBS.

Heldigvis havde Herlev kommune netop ansat iværksætterkonsulenten Jens Bøegh Cordsen, der er til for at rådgive nye, håbefulde iværksættere som ham selv, og sammen lagde de en plan, der førte til, at Ridwan Said Ahmed i december kunne kalde sig for virksomhedsejer.

Tabubelagt emne

Den 19-årige iværksætter er godt klar over, at behovet for hans produkt godt kan blive forbundet med pinlighed, og at det er et emne, som mange ikke taler højt om. Netop derfor har Ridwan Said Ahmed indtil videre valgt at sælge sine svedabsorberende indlæg gennem sin webshop på www.sweatclean.dk, og det er gennemtænkt.

»Det er godt, at man kan købe det over webshoppen, for på den måde kan man forblive anonym,« siger han.

Ifølge ham er svedpletter nemlig noget, som folk gerne vil skjule – og det kan han nu hjælpe dem med. Hans produkt er allerede blevet solgt rundt om i Danmark, både i København, Aalborg og Aarhus.

Men den unge iværksætter har høje ambitioner, og derfor er hans næste mål, når han er færdig med eksamen, at tage kontakt til forskellige tøj- og dagligvareforretninger, der kunne have interesse i at sælge hans produkt.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....