Herlev Bladet
Privat: 180×480 Høje stickers 1
Privat: 180×480 Høje stickers

Beredskab Øst overvejer forbud mod sankthansbål

Ifølge beredskabschefen følger man DMI's vejr- og tørkeprognoser nøje og overvejer kraftigt et forbud mod sankthansbål. I Herlev har én arrangør allerede aflyst årets sankthans-arrangement.

Heksene kan ånde lettet op – måske.

I hvert fald overvejer Beredskab Øst, som tæller beredskaber og brandvæsener i Herlev, Ballerup, Gentofte, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk kommuner at udstede et afbrændingsforbud mod sankthansbål 23. juni.

»Lige nu afventer vi situationen, inden vi gør noget overilet. Vi er meget opmærksomme på tørken, og vi overvejer på det kraftigste, om vi skal give et afbrændingsforbud til sankthansbål«, lyder det fra Rasmus Storgaard Petersen, der er beredskabschef i Beredskab Øst.

Han tilføjer, at den nuværende vejrsituation sammen med DMI’s tørkeindeks ikke ser ud til at forbedre sig.

Værste tørke i 10 år

»De små mængder vand, som DMI viser, der er kommet, gør ingenting. Jorden kan ikke nå at absorbere det, og al vegetation er knastørt og udgør en stor brandfare. Tørkeindekset for Herlev viser 9,7 ud af 10«, forklarer han og henviser til en opgørelse fra Beredskabsstyrelsen, som viser, at der for nuværende er indført afbrændingsforbud i 63 ud af 98 kommuner. Men altså endnu ikke i Herlev.

»Vi skal hurtigt ud af busken, så arrangørerne af sankthans-arrangementer ved besked. Mange kommuner har allerede gjort det. Der er to modeller: At vi forbyder afbrænding af sankthansbål eller, at vi på det kraftigste fraråder det, og så er det op til den enkelte at vurdere, om et bål vil udgøre en brandfare, og det vil det jo gøre langt de fleste steder«, forklarer Rasmus Storgaard Petersen, der kalder vejrsituationen helt usædvanlig.

Det ses også af DMI’s hjemmeside, hvor man kalder det den værste tørke i 10 år.

»Der gemmer sig noget regn i prognoserne, men det ser ikke ud til, at der kommer nok, til for alvor at få bugt med tørkeproblemerne. Måske lokalt hvor de får en særligt kraftig byge, men ikke på landsplan«, lyder det på hjemmesiden klimatolog og ophavsmand til DMI’s tørkeindeks, Mikael Scharling.

Sømosen aflyser, resten fortsætter

I Herlev har bestyrelsen i grundejerforeningen Højergården, der står bag sankthansfesten i Sømosen, allerede valgt at tage konsekvensen og aflyse årets fest.

»Det er smadderærgerligt, for det er jo en lørdag aften, hvor folk er glade og vil hygge sig, og det plejer at være en stor fest, men alt er tørt, og vi tør ikke løbe risikoen«, forklarer bestyrelsesmedlem Cyril Nonberg, der er bålansvarlig og har holdt et krisemøde med resten af bestyrelsen.

Han har også snakket med Beredskab Øst, som ifølge ham har frarådet bål i Sømosen.

Både ved Præstebro Kirke og i Elverparken, hvor der traditionelt også tændes sankthansbål oplyser arrangørerne, at man bål eller ej stadig vil fortsætte med programmet og håber, at mange vil kigge forbi.

Læs mere i Herlev Bladet næste uge.

 

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....