Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Danske Medier går ind i sag om videodækning af kommunalbestyrelsesmøder

På baggrund af Herlev Kommunes afslag til Herlev Bladet om at filme kommunalbestyrelsesmøder, har Danske Medier taget sagen op.

Danske Medier, brancheorganisationen for 300 medievirksomheder og cirka 1.000 medier, bakker Herlev Bladet op i sagen om, hvorvidt journalister skal have mulighed for at filme kommunalbestyrelsesmøder.

»Vi går ind i sagen, fordi mediernes formål er at øge offentligheden både i forhold til den politiske beslutningsproces og den offentlige forvaltning, så det vi opfatter som forholdsvist naturligt, nemlig at man kan fotografere og filme fra for eksempel Folketinget, det skal man også kunne i forbindelse med kommunalbestyrelsesmøder«, fastslår Christian Kierkegaard, seniorkonsulent og redaktør hos Danske Medier.

LÆS OGSÅ: Kommunen siger nej til videodækning af kommunalbestyrelsesmøder 

I kommunens interesse

Der er flere årsager til, at Danske Medier retter fokus på spørgsmålet netop nu.

Den ene skyldes Herlev Kommunes afslag til den lokale avis.

»Mange af de lokale ugeaviser og dagblade har hidtil dækket kommunalbestyrelsesmøder på traditionel vis, men jo mere facebook og de sociale medier er vundet frem, er der opstået et andet behov. Og det er første sted, at vi oplever så klart et afslag, som det Herlev Bladet har fået«, forklarer Christian Kierkegaard, der undrer sig.

»Det burde også være i kommunernes interesse, som oven i købet har sat en kampagne i gang for at få flere til at stemme til kommunalvalget. Derfor virker det for os meget besynderligt at borgerne ikke kan se kommunalbestyrelsesmøderne på film«, vurderer han, der vil arbejde for, at journalister må filme kommunalbestyrelsesmøder i alle kommuner landet over.

Men også for, at de kommuner, der allerede tilbyder streaming af deres møder, også giver medierne mulighed for at redigere i materialet.

Naturligt skridt på vejen

At Danske Medier går aktivt ind i sagen glæder redaktør på Herlev Bladet, Mette Lyhne.

»Det er vi meget glade for. For os på Herlev Bladet er det en no-brainer, at vi skal have mulighed for at formidle politikernes arbejde på den måde, vi ved virker, og det endda til en målgruppe, som alle vist er enige om må og skal mere i tale i det lokale demokrati. Selvfølgelig skal det ske med respekt for kommunalbestyrelsesmødets rammer, men det er jo en selvfølge, at vi ikke vil optage på en måde, der griber forstyrrende ind i debatten«, understreger hun.

Hun påpeger, at hun ser muligheden for at filme kommunalbestyrelsesmøderne som en helt almindelig og set med 2017-briller naturlig dækning af kommunalbestyrelsens arbejde.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!