Herlev Bladet
Privat: 180×480 Høje stickers 1
Privat: 180×480 Høje stickers

Dyrlæge advarer: Katten Benny var tæt på at dø af musegift

Herlev Dyreklinik advarer mod brug af musegift udenfor, så andre dyr kan spise det.

Under 10 gram af stoffet Alphachloralose var alt, hvad der skulle til, før katten Benny i Herlev var lige ved at miste livet.

Det oplyser dyrlæge Kristian Kamstrup fra Herlev Dyreklinik, der derfor advarer på det kraftigste mod brug af den type musegift udendøre.

Musegift må nemlig kun benyttes indenfor ifølge Miljøstyrelsen og kun i en lukket beholder som for eksempel en lokkeboks eller en museautomat.

»Problemet er, at rottegift blev forbudt til privat brug for nogle år siden, og så køber folk musegift og lægger det ud, men det kan være farligt for vores kæledyr«, forklarer dyrlægen, der aldrig har oplevet noget lignende.

Derfor mener han, det er nødvendigt at advare offentligt, efter han så, hvad der skete med katten Benny.

Gift der lammer

»Den lå som forstenet i 12 timer, havde store pupiller, var fraværende og slinger«, forklarer han, der hurtigt testede Benny for  10 forskellige narkotika, da han mistænkte det for at være en narkotisk forgiftning med rottegift.

Men rottegift giver blødningsforstyrrelser, og det var ikke tilfældet her.

Derfor forsøgte dyrlægen at få Benny til at kaste op for at få det indtagne ud og lagde Benny, der blev dårligere og dårligere på væskedrop, med ilt og på en varmeplade.

LÆS OGSÅ: Afgørende nyt om påfuglen fra Borgerdiget

Det var først, da Bennys ejere fandt posen med giften i haven, at de kunne konstatere at det var Alphachloralose, der var synderen.

»Det er et narkotikum, som lammer musklerne, hvorfor musen dør af kulde, og det virker i mange timer«, påpeger Kristian Kamstrup og tilføjer, at havde ejerne ikke fundet deres kat, ville den højst sandsynligt være død af varmetab.

Nu kunne de ’nøjes’ med at lade den sove rusen ud indenfor i varmen.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....