Herlev Bladet

Færdselskontrol ved skoler gav 264 bøder

Politiets fartmålere slog livligt ud ved Københavns Vestegns skoler, da politiet lavede færdselskontroller i uge 2.

Som en del af en landsdækkende kampagne om trafiksikkerhed udførte Københavns Vestegns Politi færdselskontroller på udvalgte skoleveje på Vestegnen fra mandag den 8. til fredag den 12. januar.

Selvom kontrollerne var varslet på forhånd, fik 264 personer en bøde i løbet af de 90 kontroller, politiet holdt ved skolerne. Der var blandt andet tre, der talte i håndholdt mobiltelefon, fem børn var ikke spændt fast i bilen, tre kørte over for rødt, og 216 personer overskred fartbegrænsningen ved en skolevej.

»Det skal være sikkert for børn og unge at komme til og fra skole, og desværre ser vi mange, som kører for hurtigt ved skolerne. Jeg vil virkelig opfordre til, at man følger de fartbegrænsninger, der gælder – det kan ende fatalt, hvis et barn løber ud,« siger politikommissær Kim Madsen, leder af Københavns Vestegns Politis færdselssektion, i en pressemeddelelse.

Han opfordrer forældre til, at de jævnligt taler med deres børn om trafik og sikkerhed; hvorfor de kun må gå over for grønt, at det er vigtigt, at de ser sig for, har lys på cyklen og ikke taler i håndholdt mobiltelefon i trafikken.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....