Herlev Bladet
Privat: 180×480 Høje stickers 1
Privat: 180×480 Høje stickers

Færre brande men lige så mange udrykninger

Antal udrykninger til Herlev i 2017 er stort set uændret i forhold til 2016, oplyser beredskabschefen for Øst om året, der for brandfolkene også er gået med at blive endnu dygtigere.

Villabrande, bilbrande og ild i containere. Selvom antal brandudrykninger til Herlev Kommune er faldet lidt fra 66 i 2016 til 61 i 2017, kan flere af dem, der trods alt har været,  betegnes som alvorlige. Én sågar med døden tilfølge.

Dog er det samlede antal udkørsler i 2017 stort set uændret sammenlignet med året før. 267 i 2016 mod 266 i 2017, oplyser Rasmus Storgaard Petersen, der er beredskabschef for Beredskab Øst.

Han oplyser endvidere, at en stor del af udrykningerne 135 til 145 er automatiske brandalarmer. Altså alarmer, der aktiveres som følge af blandt andet ’røg i køkkenet’, som det skete mellem jul og nytår på Herlev Rådhus.

Derudover har der været lidt flere trafikulykker, 30 i 2017 mod 24 året før.

Meget træning

Samlet set har brandenheden for Beredskab Øst, der består af fire stationer: Ballerup, Gladsaxe, Gentofte og Lyngby, været kaldt ud til 2.650 opgaver. Heraf cirka 200 udkald til deltidsstyrker.

Det fortalte Jimmy Byager-Høiland, daglig leder for område øst hovedstaden under Falck, til nytårsparolen i december.

Han fortalte også, at 2017 er gået med at blive endnu dygtigere.

»I brandenheden har vi brugt året på at gå fra implementering til drift af kontrakten med Beredskab Øst. Der er blevet brugt mange timer på øvelse og uddannelse af brandfolkene. Så store dele af 2017, er gået med at dygtiggøre sig, tilegne sig nye kompetencer og idriftsættelse af nye køretøjer«, sagde han i sin tale.

Han nævnte også en stor fysisk øvelse, som især har krævet meget forberedelse.

»Den har fyldt rigtig meget hos alle i Brandenheden. Testen som blev afviklet i november måned, var en succes, som har dannet grobund for træning og det at holde sig i god form hos os alle sammen. Alt dette for at opbygge og styrke landets måske bedste, mest visionære og innovative beredskab – Beredskab Øst«, lød det.

Udover fokus på træning og udvikling har der også været opmærksomhed på at sætte et nyt ledelsesteam.

I den forbindelse tiltrådte Robert Falkenberg 1. november som ny områdeleder efter Finn Heise, der efter eget ønske blev områdeleder i Vestsjælland.

I 2018 skal der ifølge Jimmy Byager-Høiland sættes yderligere fokus på at styrke Falck igennem teknologiske muligheder, samarbejde, åbenhed, kreativitet og innovation.

I starten af 2018 udkommer Beredskab Øst med sin årsrapport, som mere udførligt beskriver året, der er gået.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....