Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Familie til forsvunden patient: Hans død kunne være undgået

Familien til den 33-årige patient på Herlev Gentofte Hospital, der tirsdag blev fundet død i en grøft på hospitalets byggeplads, snakkede sidste gang med den afdøde mandag klokken 22, hvor han var forvirret og frøs meget. Familien kan ikke forstå, hvorfor hans forsvinden ikke blev anmeldt til politiet.

Tirsdagens fund af en 33-årig polsk patient i en grøft på en byggeplads tilhørende Herlev Gentofte Hospital kunne være undgået. Det mener familien til den 33-årige, der samtidig kritiserer hospitalet for ikke at have gjort nok for at finde den 33-årige, da han forsvandt.
»Hvorfor ledte hospitalet ikke efter ham med det samme, efter at de havde fået besked om, at han ikke kunne finde sin stue«, siger hans svigerinde Natalia Świątkowska til Herlev Bladet. Hun forstår blandt andet ikke, hvorfor hans forsvinden aldrig blev anmeldt til politiet.
Den 33-årige lider ifølge familien af en hjertesygdom og besvimede søndag morgen på Stenløse Station, hvorefter han blev indlagt på Herlev Gentofte Hospital.
»Hans fysiske og psykiske tilstand var meget dårlig, og han fik stærkt beroligende medicin, og derfor havde han brug for konstant overvågning«, fortæller hun.
Fik kontakt med sønnen
Mandag ved 19-tiden snakkede han i telefon med sin bror og fortalte ham, at han ville gå udenfor for at ryge i fem minutter, men han vendte ikke tilbage.
»Hans mor informerede sygeplejersken om, at hendes søn gik rundt på gangene og ikke kunne finde tilbage til sin stue, men der blev ikke gjort noget. Efterfølgende forsøgte hun at ringe ham op flere gange, men uden held«, forklarer Natalia Świątkowska.
LÆS OGSÅ: Her er hvad vi ved om manden i grøften
»Efter klokken 22 reagerede han og fortalte sin mor, at han frøs meget på sine hænder. Hans mor spurgte ham om, hvor han var, og om der var nogle stoppesteder nær ham, hvor han kunne gå hen og prøve at få kontakt«, lyder det videre fra svigerinden, der tilføjer, at det ikke siden lykkedes at få kontakt til ham.
Den 33-årige blev fundet død ifølge familien uden sin jakke ved en byggeplads tilhørende hospitalet, og fundet af hans lig blev anmeldt til politiet klokken 14.41 næste dag – tirsdag. Næsten 20 timer efter han gik ud. Den 33-åriges mor fik ifølge svigerinden ikke beskeden fra politiet eller hospitalet, men af den afdødes ven.
Har en procedure
Herlev Bladet har sendt følgende spørgsmål til Herlev Gentofte Hospital.

  1. Hvad gjorde hospitalet for at eftersøge den 33-årige, der led af hukommelsestab, var bedøvet og væsentligt svækket, da han ikke kom tilbage fra sin rygepause ved 19-tiden?
  2. Hvorfor reagerede hospitalet ikke på familiens opråb og anmeldte sagen til politiet?
  3. Hvorfor underrettede hospitalet ikke de pårørende i Polen?
  4. Hvad giver denne episode anledning til af tanker for hospitalet?

Herlev Hospital afviser at svare på spørgsmålene med følgende begrundelse: ‘Af hensyn til fortrolighed omkring hospitalets patienter kan vi ikke svare på Herlev Bladets spørgsmål til den til konkrete sag,’ skriver hospitalet i en mail til Herlev Bladet.
Hospitalet har dog tidligere fortalt Herlev Bladet om den procedure, som man normalt følger, når patienter forsvinder og oplyser, at når der sker uventede dødsfald på hospitalet, så bliver det betragtet som en utilsigtet hændelse, hvilket betyder at der bliver sat en undersøgelse i gang, hvilket også er sket i dette tilfælde.
Vicedirektør Jan Toftholm Andersen fortæller, at man har en vejledning i forhold til patienter, der forsvinder. Den bruges typisk, når der er tale om patienter, som ikke vurderes i stand til at klare sig selv.
Altid kontakt til pårørende

»Vi kontakter altid de pårørende, og så starter vi ’inhouse’ (på hospitalet, red.) med at sende en besked ud med en beskrivelse af patienten via vores portørsystem, som har vægterfunktionen«, forklarer han.

Han tilføjer, at hvis der er ekstra grund til bekymring, så vil de typisk eftersøge patienten udenfor også som for eksempel på hospitalets parkeringsplads, men det er forskelligt fra sag til sag.

LÆS OGSÅ: Liget ved hospitalet er identificeret

Hvis eftersøgningen har varet i 40 minutter uden resultater, så kontakter man de pårørende, og hvis det stadig ikke fører til noget, vurderer man, om politiet skal involveres.

Den 33-åriges lig blev obduceret torsdag. Københavns Vestegns Politi har endnu ikke modtaget resultatet og kan derfor ikke sige noget om det for nuværende. Man vil heller ikke på nuværende tidspunkt be- eller afkræfte oplysningerne fra familien.
Herlev Bladet har fået bekræftet familiens udsagn fra flere kilder.

Du er måske også interesseret i

Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!