Herlev Bladet
Privat: 180×480 Høje stickers 1
Privat: 180×480 Høje stickers

Fodbold hjælper unge tilbage på sporet

For tredje år i træk lægger B1973 boldbaner og klubhus til ’Fodboldprojektet’, som har til formål at få unge, der er kørt fast, væk fra offentlig forsørgelse. Og resultaterne er slående

Herlev Kommunes ’fodboldprojekt’ i samarbejde med B1973 er gået ind i sit tredje år, og at dømme efter resultaterne, er det ikke det sidste.

Det mener i al fald initiativtageren Casper Hansen fra Ungerådgivningen i Herlev Kommune, der oplyser, at cirka halvdelen af de 27 aktive deltagere, som var med i fodboldprojektet frem til sommerferien, er kommet væk fra offentlig forsørgelse.

»Det er en kæmpe succes, og vi er sindssygt stolte af det, vi har opnået. Vi har skabt en udvikling hos de unge både på og uden for banen, og det har været afgørende, at der har været gode alliancer mellem medarbejdere og deltagere«, forklarer han om projektet.

Det er målrettet unge under 30 år, som af en eller anden grund sidder fast og har svært ved at gennemføre en uddannelse og komme i job. Noget som altså fodbolden og det sociale og faglige fællesskab, der følger med, har vist sig at kunne lave om på. Og endda i sådan en grad, at andre kommuner også er begyndt at skæve til det.

»DBU Sjælland kalder det for ’Herlev-modellen’«, griner initiativtageren.

Bliver ved med at komme

Casper Hansen fortæller yderligere, at udover det faktum, at en stor del af de unge nu har fået noget at stå op til, så er endnu et succeskriterium, at de stadig kommer i klubben. Også efter, at projektet er stoppet.

»Hver torsdag, når vi har fællesspisning, kommer en del af de unge forbi og hjælper frivilligt med at lave mad«, fortæller han og oplyser, at fællesspisningen netop er indarbejdet i projektet for at fastholde de unge i et fællesskab også efter, at fodbolddelen er slut.

Det er nemlig vigtigt for også at kunne motivere og fastholde dem i deres uddannelse og på jobbet.

Nogle af projektdeltagerne,  der ikke er på ydelse længere, har også efterfølgende hjulpet til med andre projekter i klubben. Som for eksempel ’Pigeraketten’, til fællesdage og bare generelt med det frivillige arbejde i klubben.

En ny tilværelse

To af dem, der blev færdige med deres projekt i sommer, og som nu er på ’madholdet’, er 19-årige Philip Brynjulfsson og 26-årige Martin Thrysøe Jensen.

»Egentlig har jeg altid været bange for fodbold, men jeg gik til det med åbne arme, og nu har det ændret mit syn«, siger Philip Brynjulfsson, der efter projektet startede på Ballerup-Herlev Produktionsskole på den toårige KUU – Kombineret Ungdomsuddannelse med fokus på sundhed, omsorg og ernæring.

»Det havde ikke kunne lade sig gøre, hvis jeg ikke havde været med i projektet. Den forbindelse jeg har fået til holdet og lærerne gør, at jeg er blevet motiveret og glæder mig til at komme her, og det er megafedt«, lyder det fra den 19-årige.

Det kan Martin Thrysøe Jensen tale med om. Han arbejder nu fuld tid hos Danzafe i Herlev og har også gjort sig overvejelser i forhold til at flytte hjemmefra.

»Det har betydet alt for mig. Jeg er gået fra at hænge ud derhjemme og ikke lave noget til at have en ganske normal hverdag, og det har været et kæmpe vendepunkt i mit liv«, siger han, der stadig kommer i klubben på grund af det gode kammeratskab.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....