Herlev Bladet

Forskningsprojekt mod faldulykker savner deltagere

50 mænd i pensionsalderen har indtil videre deltaget i Herlev Hospitals forsøg til forebyggelse af faldulykker. En unik mulighed, mener en af deltagerne Jens Sørensen.

Hvert år dør mere end 1.000 danskere i faldulykker. En del af dem er ældre mænd, men det vil et forskerteam på Herlev Hospital nu rette op på.

»Vi vil meget gerne høre fra mænd på 70 år eller mere, som går usikkert med faldtendens eller lider af anden form for fysisk svækkelse«, lyder det fra overlæge Karsten Overgaard, der er en forskerne bag.

Foreløbig har 50 personer deltaget i forsøget, der startede for godt et år siden, men man vil altså meget gerne høre fra flere.

Forsøget går ud på i fire måneder at undersøge effekten af styrketræning med proteindrik og vitaminer samt fem måneders testosterontilskud. Tesen er, at nedsat muskelkraft medfører stærkt øget faldrisiko, nedsat livskvalitet og forringet funktionsevne, og det er det, man vil forebygge.

Godt tilbud

En af dem, der har deltaget, er 75-årige Jens Sørensen. Han tøvede ikke med at tilmelde sig og har ikke fortrudt. Faktisk var det så godt, at han har svært ved at forstå, hvorfor det kun er 50, der indtil videre har medvirket.

»Der er mange folk i min alder, som aldrig har løftet andet end en kuglepen, og så er det her en strålende mulighed for at starte et motionsliv under kyndig vejledning. De stiller den nyeste viden inden for fysioterapi til rådighed, og så er det gratis«, understreger  han, der er pensioneret ingeniør og først i en sen alder hoppede på en kondicykel.

Mere opmærksom

Det skete faktisk først, da han fik diagnosen KOL, hvorefter han meldte sig ind i B1973’s fitnesscenter på et hold for ældre. Noget han i dag nødigt vil undvære.

»Hvis man ikke bevæger sig, så går hele ens sociale liv i stykker«, påpeger Jens Sørensen og fortæller skrækhistorien om ældre mennesker, der falder og brækker en hofte eller et ben, bliver lænket til sengen, som til sidst suger livet ud af dem.

Derfor tøvede han heller ikke med at tilmelde sig nærværende forsøg, som han kun kan anbefale.

»Jeg er for eksempel blevet mere opmærksom på balanceproblemer. Jeg har blandt andet bemærket, at når jeg vågner om morgenen og skal ud af sengen, så skal jeg altid tage fra med mine hænder for at komme op«, fortæller han, der udover motionen også har nydt godt af testosterontilskuddet.

Det er gratis at medvirke, og  der er åbent for nye henvendelser til undersøgelsen, hvor man kan skrive en e-mail til mette.midttun@regionh.dk eller ringe på telefon: 38 68 91 88 for at høre mere.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....