Herlev Bladet

– I Danmark blev jeg kaldt tyrker, og i Tyrkiet så de mig som turist og kaldte mig dansker

Özcan Ajrulovski har ofte følt sig fremmed i Danmark, selvom han er født og opvokset i Nordvest. Den følelse har han skrevet en række digte om, og den unge debattør debuterer nu med sin første digtsamling.

’Men jeg husker, at jeg altid har skullet tage stilling til, om jeg er dansker eller perker. Jeg husker, at jeg altid har haft status som fremmed i mit eget land’.

Sådan skriver debattør og digter Özcan Ajrulovski i forordet i sin debutdigtsamling ’Jeg vågner op som fremmed’, som udkom i slutningen af september. Her beskriver han den fremmedhedsfølelse, han sommetider har, selvom han blot er efterkommer af gæstearbejdere fra eks-Jugoslavien med makedonsk-tyrkisk baggrund, og han selv er født og opvokset i Københavns Nordvestkvarter.

Nordvests gadekærsdigter

I 2013 flyttede Özcan Ajrulovski til Herlev med sin kone. Herfra kunne han se sin ungdom og opvækst udefra, og sådan fik han nemmere ved at forstå og sætte ord på, hvordan det egentlig føles at være en del af en etnisk minoritet i Danmark.

»Hvis jeg ikke var flyttet herud, ville jeg ikke have kunnet se det hele i perspektiv. Før kunne jeg kun se det indefra,« fortæller han.

Vi møder ham til en snak på bænken til højre for Herlevs idylliske gadekær foran Hjulmandens Hus. Her har han siddet med sin computer i skødet og arbejdet på sine digte utallige gange gennem de sidste år.

Nu sidder han her igen, men denne gang for at snakke om den digtsamling, han skal udgive i morgen, og som han skal til udgivelsesfest for i aften.

Det er en stor dag for Özcan Ajrulovski. En dag, der ikke kommer et øjeblik for tidligt, forklarer han.

»Jeg har drømt om at stå med min egen bog meget længe. Med mit eget navn på coveret, og hvor ordene indeni er nogle, jeg selv har skrevet,« smiler han.

– Hvem er jeg?

I ’Jeg vågner op som fremmed’ bliver læseren taget på en rejse gennem de tanker og følelser, Özcan Ajrulovski har haft gennem sin ungdom, og som han stadig kan have til tider.

Han forklarer, at lige meget, om man er efterkommer, barnebarn eller oldebarn til en, der er indvandret til Danmark, så bliver man kategoriseret som ‘indvandrer’, og derfor kan det være svært ikke at føle sig fremmed i Danmark.

I en stor del af sin ungdom havde han en form for identitetskrise. Hvem var han? Var han dansker? Var han tyrker? Det var lidt, som om der ikke var nogen af de titler, der lige passede på ham.

»I Danmark blev jeg kaldt ’tyrker’, og i Tyrkiet så de mig som turist og kaldte mig ’dansker’. Jeg var splittet mellem titlerne, og jeg havde svært ved at sætte ord på,« fortæller Özcan Ajrulovski.

Men nu har han fundet ud af, at man ikke behøver at begrænse sig til kun at være én ting – man kan nemlig sagtens være flere.

»Jeg er dansker, men har så en baggrund med andre rødder,« forklarer han.

Det budskab, håber han, kan hjælpe den yngre generation til at sætte ord på den fremmedhedsfølelse, han selv har følt. Og så ønsker han, at hans bog vil komme til at bidrage til integrationsdebatten i Danmark.

»Alle de her emner bliver hele tiden beskrevet og snakket om i den offentlige debat. Jeg vil gerne bidrage med noget positivt og opfordre folk til at acceptere forskelligheder,« siger han.

Fra rap til rim uden beats

Omkring ottende klasse begyndte Özcan Ajrulovski at skrive raptekster. Han lyttede meget til Tupac og Nas, som skrev nogle samfundsrelevante tekster, som han virkelig blev fanget af.

Med inspiration fra de store drenge ovre i USA begyndte han så at skrive sine egne raptekster, men uden at vise dem til nogen. Han skrev dem nemlig ikke med henblik på, at andre skulle læse dem.

»Det var en måde at komme ud med mine følelser og frustrationer. Når jeg skrev dem ned, fik jeg afkald på nogle af dem,« fortæller han.

Men Özcan Ajrulovski var ikke musikalsk, forklarer han, og derfor blev hans raptekster til digte, som egentlig også var meget nærliggende. Men selvom han var gået fra rappen til poesien, blev de stadig ikke vist frem til nogen.

Altså lige indtil en dag for cirka 10 år siden, hvor hans kusine så en af teksterne på hans computer.

»Er det virkelig dig, der har skrevet det?« spurgte hun med mistro i stemmen. Og netop den mistro fik ham til at tro på, at det, han havde gang i, faktisk ikke var så ringe endda.

Og sådan fik han mod på at tage det skridtet videre. Özcan Ajrulovski tog nogle skrivekurser, og pludselig var han i gang med at skrive sin helt egen digtsamling – denne gang med drømmen om en udgivelse. Og det er vist en ret vild følelse, selvom den er svær at forstå og forklare.

»Jeg bliver ved med at bladre den igennem. Selvom jeg ved, hvad der står, skal jeg lige være sikker på, at det er virkelighed,« siger han.

Kommentarer
Henter kommentarer.....
Du er måske også interesseret i