Herlev Bladet
Privat: 180×480 Høje stickers 1
Privat: 180×480 Høje stickers

Historien om Kaptajn Anders – Del 1

For dem, der ikke fik læst den i sidste uges avis. Her er første del af historien om Anders Lehmann, som i 1999 blev lam fra halsen og ned. 20 år senere er han i gang med at gennemføre et bådprojekt, som skal sejle ham og hans besætning over Atlanten. Læs anden del af hans fantastiske historie i Herlev Bladet i denne uge.

»Jeg røg sidelæns ud over badebroen, nærmest som en vejrmølle. Jeg prøvede at tage fra, men der var langt ned og ikke så dybt. Jeg ved ikke, om jeg ramte en sten eller et eller andet. Så knækkede mit hovede til siden.«

Den nu 49-årige Anders Lehmann fortæller om en sommeraften i 1999. Han var til fest hos sin bror, og turen ned til badebroen ved Taarbæk Havn skulle være en hyggelig lille afstikker for selskabet. Men for Anders Lehmann blev det afslutningen på det liv, som han kendte.

Han brækkede nakken og blev for altid lam fra halsen og ned. Kun i stand til at bevæge hovedet og livsafhængig af en respirator og af at være mandsopdækket af handicaphjælpere 24 timer i døgnet.

Knap 20 år efter ulykken sidder Anders Lehmann i sin kørestol i Københavns Nordhavn. Med sig har han sin hjælper Børge Madsen, og sammen viser de Wavester II frem. Båden, som skal bringe Kaptajn Anders og hans besætning over Atlanten.

Læs også: Legendarisk Herlevløber er død

Atlantkryds 21

»Skal I ikke op og se,« smiler Anders Lehmann og nikker hen imod båden.

Solen skinner på ham og det 45-fod store sejlskib. Stigen står klar, så man kan klatre om bord, og ved siden af er en lift, som hejser Anders op i hans kørestol.

»Det er meget rart, når der bliver arbejdet, så kan jeg sidde her og følge lidt med,« fortæller han.

Anders Lehmann uddannede sig før ulykken til produktionsingeniør. Og selvom han mistede sit job, så kommer uddannelsen ham i den grad til gode nu. Det er nemlig ham, der opfinder løsningerne, som skal gøre det muligt for ham at styre sejlskibet, mens han sidder i sin kørestol.

Anders Lehmann og hans 13 handicaphjælpere har arbejdet på båden i halvandet år, siden den blev hentet på Isle of Wright i England.

»Planen er, at vi skal have den klar til den store tur over Atlanten i 2021. Atlantkryds 21, kalder vi det,« smiler han.

Læs også: Historien om den fantastiske Kaptajn Anders

Et kæmpenederlag

Tilbage i sommeren 1999 var der ellers ikke meget, der tydede på, at Anders Lehmanns fremtid skulle byde på et projekt som Atlantkryds 21.

Der var i det hele taget ikke noget, der tydede på, at fremtiden skulle byde på særlig meget.

Ulykken skete om lørdagen, og først fem dage efter vågnede Anders Lehmann op igen.

»Jeg lå inde på Rigshospitalet og håbede på at få min førlighed tilbage. Jeg håbede, at der var et eller andet i rygmarven, der ikke var skadet. Bare så jeg måske hen ad vejen kunne begynde at bevæge mine hænder eller noget,« forklarer han.

Men det skete bare ikke. Og et ophold på et anderkendt genoptræningscenter i Hornbæk hjalp heller ikke på det.

På genoptræningscenteret var der en masse sportsaktiviter. Blandt andet nogle både, som de handicappede kunne sejle i. Og for Anders Lehmann var det en fed mulighed for at komme ud og lave noget aktivt igen.

»Men det viste sig, at jeg slet ikke kunne sejle de der både,« siger han og fortsætter.

»Det var en kæmpe nedtur, for jeg troede, jeg skulle derop og være sportsstjerne, og så skete der bare ikke noget.«

Oven i den nedtur kom, at Anders Lehmann mistede sit job, som han ellers kom tilbage til et halvt år efter ulykken. Det stod dog hurtigt klart, at det ikke fungerede.

»Jeg kunne godt lave noget af det, jeg plejede at lave, men det tog bare rigtig lang tid, og jeg skulle have hjælp til alt. Det var et kæmpenederlag at konstatere, at jeg ikke rigtig kunne være en del af det længere,« fortæller han.

»Jeg tabte mig. Jeg var på et tidspunkt helt nede at veje 48 kilo. Og jeg er altså 188 høj. Jeg havde mistet min førlighed og mit job, og jeg tænkte, ’hvad skal der blive af Anders Lehmann?’« fortæller han.

Vendepunktet kom, da en beboer i Anders’ opgang inviterede ham med en tur på havnen.

Læs også: Hvad skal der ske med trafikken på Engløbet?

I denne uges avis

Læs med i del 2 i næste uge, om hvordan livet vendte for Anders Lehmann. Læs om Anders’ første bådprojekt, Wavester, og læs om hans drømme om at bryde ud af mange faste rammer, der er, når man er tvunget til at sidde i en kørestol og være tilkoblet en respirator.

Tredje og sidste del kommer i Herlev Bladet i næste uge.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....