Herlev Bladet

Hygge, historie og helt enorme samlinger i Herlev Frimærkeklub

Hver tirsdag aften mødes frimærkeentusiaster fra Herlev og omegn i Herlev Frimærkeklub, hvor de bytter frimærker og lærer mere om hinandens samlinger.

Ding, ding. Peter Michaelsen, som er formand for Herlev Frimærkeklub, ringer med en gylden klokke med et skaft af mørkt træ.

»Så må I bytte,« siger han med et smil.

Herlev og omegns frimærkeentusiaster har samlet sig i den varme stue i kontaktstedet Marielyst denne tirsdag aften. Det gør de hver uge fra 19 til 21.30. Hver anden tirsdag er der bytteaften, og hver anden er der foredrag.

Historien hører til

I aften er foredragsaften, men der er selvfølgelig også sat lidt tid af til at bytte. Finn Malm er kommet for at fortælle om sin store passion: Sikkerhedsstyrken under Første Verdenskrig. Her blev danske værnepligtige sendt ud for at bygge forter rundt om København. Herfra sendte de postkort og breve hjem til deres familier og kærester – og det er dem, Finn Malm samler på.

»Der er nogle, der kun samler på frimærkerne, og andre, der også samler på en masse andre ting,« forklarer Peter Michaelsen.

Eva Andersen kommer i frimærkeklubben hver tirsdag, og det er hende, der sørger for kaffe, kage og vand.

Fysisk samler hun kun på frimærkerne, men alligevel bliver hun ofte også fanget af historien bag, som for hende faktisk er lige så interessant som selve mærkerne.

»Man bliver meget nysgerrig af at sidde med det. Jeg må hele tiden over at have fat i leksikonet for at få historien bag en borg eller et slot,« fortæller hun.

Omfattende samling

Eva Andersen har næsten alle frimærker, der nogensinde er udgivet i Berlln, Sovjet, Ungarn, hele Skandinavien, Australien og New Zealand. Og så næsten alle lande i Europa, lige undtagen England og Frankrig, som hun er gået helt udenom.

Det er flere millioner frimærker i alt og fire reoler fyldt med frimærkealbum. Sovjet alene er ni store album, fortæller hun. Og så er der jo også alle byttebøgerne og de frimærker, der endnu ikke er blevet sat på plads.

Mange år undervejs

Det hele startede, dengang Eva Andersen var barn. Her samlede hun på frimærker og andre flotte ting, som børn ofte samler på.

»Jeg kunne ikke lide, at det blev smidt i skraldespanden. Jeg syntes, de var så flotte,« fortæller hun.

Tiden gik, og Eva Andersen blev ældre, men interessen for de flotte frimærker falmede ikke.

I sin tid hos ingeniørfirmaet Steensen & Varming fik hun lov at beholde kuverter  med flotte frimærker, der ofte blev sendt fra Australien, og når hun var på ferie, var det frimærker, der blev købt med hjem, i stedet for andre souvenirs.

Årene gik, og mærkerne blev samlet, men Eva Andersen havde andre ting at se til, så de blev aldrig sorteret og sat i album.

»Jeg tænkte altid, at når jeg engang var færdig med at arbejde, så ville jeg kigge på dem,« siger hun.

Og det gjorde hun så. Til nytår fylder Eva Andersen 80 år, og så har hun samlet frimærker for alvor i 20 år og været medlem af Herlev Frimærkeklub i halvdelen af dem.

På trods af hendes enorme frimærkesamling mangler hun stadig nogle, og når hun endelig finder dem, bliver hun glad.

»Så siger jeg huuurraaa!« griner hun og fortæller, at så får hun sin mand til at komme og tage billeder af det nye fund. Det kalder nemlig på en fejring, når man kan sige, at ’hele den side har jeg’, fortæller hun.

Alle er velkomne

Hver tirsdag er der altså åbent hos frimærkeentusiasterne på Herlev Hovedgade, og alle er velkomne til at komme forbi til et kig, en historie – og måske et medlemskab.

Kommentarer
Henter kommentarer.....
Du er måske også interesseret i