Ikke de helt rigtige forkerte mænd

Der er kun én Steffen Brandt, og hans tekster lever for denne anmelder endnu mere i mit DNA end i mine højtalere. Kærligheden til hans sange har fulgt mig, siden jeg som ganske lille tilbragte mangt en eftermiddag med at sidde krøllet sammen i mine forældres 70’er orange lænestol og lytte til tekster om ‘Det Mørke Jylland’. Det var mærkeligt. Det var magisk. Det var afgørende.
Så ‘Rigtige Mænd’ var vel bagud med en fem-syv hundrede point, før de overhovedet kom i gang på Store Scene lørdag eftermiddag. Og det er jo ikke rimeligt, men sådan var det.

Og det er jo ikke rimeligt, men sådan var det

 
Begyndelsen var hård. Bevares der var folk, men de stod spredt og Rigtige Mænds udgave af ‘Hele Verden Fra Forstaden,’ (der stille og roligt er en grundsten i min livsfilosofi) efterlod mig med samme fornemmelse, som når man har købt en trøje, der sådan set sidder okay, men som man ved, man aldrig kommer i, fordi man af uforklarlige årsager hader den en lille smule.   Og så var der lige det der med den ekko-effekt, Rigtige Mænd smider ind i slutningen af mange af deres (eller rettere ikke deres) sange. Det er irriterende på samme måde som lyden af en myg i det øjeblik, man bare gerne vil sove. Den skal dø.
I det hele taget var lyden i begyndelsen af koncerten skidt, selvom forsanger (og Mikael Kamber look a like) Thomas Gammelgaard da gjorde det okay på en ‘endnu en dag på jobbet’ agtig måde.
Men så. Ja, så blev det faktisk bedre. Og folk kom til og rykkede frem mod scenen (stadig med den danske distance på en tre meter), og der blev danset med fadøl i hånd. Og foran scenen stod der to vidunderlige piger i røde jakker og dansede, så det var en sand fryd, og det hjalp på humøret at se næste generation rocke med på de gamle og forhåbentlig helt udødelige klassikere.
Numre som ‘Kys det nu det satans liv’ kom Rigtige Mænd meget bedre fra, og da ekstranumrene ramte (særligt ‘Lanternen,’) så måtte denne anmelder næsten overgive sig til et lydbillede, der stod meget klarere end i begyndelsen af koncerten, og til et band, der var varmet op. Særligt guitarist  Simon Kirk Nissen sendte solide soloer afsted (og så er der bare point for sådan et skæg. Jo, der er.)
Kunne man gøre noget finere og mere præcist med Tv-2s sange? Helt bestemt. Men hvis målet var en folkefest, så var bandet godt på vej mod en arbejdssejr. Og mange blandt publikum så faktisk nærmest lykkelige ud. Til sidst.

Læs også: Massevis af bajere og en borgmester med stand-up-skills