Herlev Bladet

– Jeg er Sara, jeg er kunstnerisk og jeg har meget livserfaring

Meget afhænger af øjnene, der ser. For 18-årige Sara, der begyndte sit hashmisbrug som 13-årig, er hun altid blevet set som en diagnose - aldrig som sig selv. Heller ikke af sig selv.

Hun trådte hårdt i pedalerne. Der var ikke langt, men tankerne fløj som en vildfaren tornado i hendes hoved, og turen kom til at virke uendelig. På trods af den kolde novembermorgen haglede sveden af hendes krop, der var i højeste alarmberedskab. ’Han er død, jeg ved det, han er død’. De blå blink blev kraftigere og kraftigere, og hun kunne skimte sin mor og søster. De så triste ud. Nu vidste hun det med sikkerhed. Alligevel smed hun cyklen fra sig og skreg: ’Det er ikke rigtigt’.

Sara var 11 år gammel, da hendes far efter et årelangt alkoholmisbrug blev fundet død på gulvet ved siden af sygesengen. Det var søsteren, der fandt ham, men det kunne lige så godt have været Sara. De to havde igennem de sidste måneder passet ham i hans eget hjem, fordi han ikke magtede at være indlagt længere. Han døde af kræft, men flere blodpropper og et massivt alkoholmisbrug havde fået ham til at give op. Sara kunne se det i hans øjne, da hun besøgte ham på Herlev Hospital og trådte ind på stuen: ’Hej far’, sagde hun, men der kom intet svar. Han kiggede bare lige igennem hende. Dér vidste hun, at hun havde mistet sin far. Ikke så lang tid efter mistede hun sig selv.

Dette er historien om ’Sara’, hendes rigtige navn er redaktionen bekendt. Det er historien om en lille pige, der blev voksen alt for hurtigt og faldt ned i et helvede af diagnoser, hash og så megt meningløshed, at livet til sidst ikke føltes værd at leve. Men det er også historien om en stærk pige, der trods alle odds, endelig fik den hjælp, hun havde brug for, kæmpede og fandt sin egen vej op fra afgrunden.

Klarsyn

»Jeg er Sara, jeg er kunstnerisk og jeg har meget livserfaring«.

Ordene falder forbavsende let, og der er ingen tvivl om, at 18-årige Sara mener dem.

I mange år har hun ikke vidst, hvem hun selv var, men nu er hun kommet helt ind til ’kernen’, som hun kalder det. Ikke mindst takket være projekt Omvejen, som er Herlev Kommunes tilbud til unge, der kæmper med et misbrug.

»Jeg skulle finde et misbrugscenter og havde prøvet så meget, men pludselig mødte jeg nogen, der forstod mig og lyttede til mig i stedet for at se mig som diagnoser«, fortæller hun fra et af Omvejens lokaler.

Det er her, hun har valgt at mødes, for det er her, hun føler sig mest tryg. Det er også her, hun jævnligt er kommet, efter hun for bare halvanden måned siden holdt op med at ryge hash. Efter hun fandt en vej ud af den tåge, der havde lagt sig over hendes liv og sløret hendes syn.

Nu ser hun mere klart.

»Jeg er begyndt at åbne min hjerne og lade verden vise mig ting«, forklarer Sara, der  pludselig er blevet bevidst om, at hun tænker meget i billeder.

Måske derfor er hun også begyndt at tegne rigtig meget. Faktisk har hun fundet ud af, at hun er ret god til det.

»Jeg tegner ting, som jeg ikke vidste, jeg kunne. Jeg kan ting, som jeg ikke vidste, jeg kunne«, siger hun, der på en gang virker reflekterende og fattet, men samtidig er så ivrig efter at fortælle, at ord og bogstaver står i kø for at komme ud.

Det er også noget af en historie, hun gemmer på. For de flestes vedkommende er den lang nok til at fylde et helt liv, selvom det ikke umiddelbart er noget, der kan ses på hende.

På ydersiden ligner hun en helt almindelig pige, der går op i sit udseende og sprudler af energi. Men indeni bag facaden, gemmer der sig en helt anden historie.

Ulykkelig barndom

Den starter faktisk allerede, da hun er tre år, og hendes forældre bliver skilt, fordi faren drikker. I årene efter er hendes storebror og søster stort set flyttet hjemmefra, mens Sara bor både hos sin mor og far.

»Min mor sagde til mig, at jeg skulle kontakte hende, hvis min far drak. Samtidig sagde min far, at jeg ikke måtte bo hos ham, hvis jeg sagde til min mor, at han drak«, husker hun, der valgte ikke at sige noget til nogen, selvom hun godt vidste, hvad der foregik.

»Min far sagde typisk til mig, at han skulle ned og handle, men han var ofte væk i flere timer, og så var jeg alene hjemme«, fortæller Sara.

Hun husker specielt én episode, hvor faren havde været væk i længere tid.

»Jeg sad på trappen og ventede på ham og så pludselig nogle blå blink og en mand, der kom nærmere. Det var naboen, som jeg godt kendte. Han havde ringet til min mor«, forklarer Sara, der fik at vide, at hendes far var faldet ikke langt derfra og blevet kørt på hospitalet.

Derefter gik det ned ad bakke. Kun ét godt minde, husker hun tilbage på. Det var, da faren tog hende med på en miniferie til Bergen – bare de to. Det var i 2010, da Sara var 10 år gammel.

»Jeg kan huske, vi spiste sammen på toppen af fjeldene, og vi lå på hotelværelset og så Wall-E. Eller det vil sige, min far var faldet i søvn, så jeg skrev i en dagbog, jeg havde taget med«, siger hun, der ser den oplevelse som en sprække af lys blandt alt det negative samme år. Og årene der fulgte for den sags skyld.

Sjælden svulst

Dét år fik hun også at vide, at hun siden otteårsalderen havde levet med en hormonel svulst i livmoderen, som skulle opereres væk. Tilmed en ret sjælden en af slagsen. Udover Sara var der kun én anden i Danmark, der havde noget tilsvarende.

Hormonel svulst, hun smagte på ordet, hvad var

det? Lidt svært at forstå som 10-årig.

»Den betød, at jeg gik i puberteten som otteårig, mine bryster voksede og så videre«, forklarer hun, der også blev temmelig tynd, fordi hun ikke kunne styre sin hormonbalance.

»Jeg forstod overhovedet ikke, hvad der foregik, og der var ingen, som kunne fortælle mig det, for de vidste det heller ikke«, siger hun, der blev opereret og i årene efter røg ind og ud af hospitaler.

»I en periode stoppede min udvikling helt, og jeg troede ikke, jeg ville vokse mere«, fortsætter hun, der blev forvirret over pludselig at gå fra at vokse alt for hurtigt til slet ikke.

I dag vil hun betegne sin udvikling som normal, men det var den ikke dengang. Langt fra, og det startede alt sammen lige på det tidspunkt.

Skar i sig selv

»Efter min fars død tog jeg ’masken’ på. Jeg ville ikke snakke og begyndte at trække mig mere og mere. Folk måtte for eksempel ikke kramme mig, og jeg blev mere trist. Jeg fik depressive tanker som ’hvorfor sker det her for mig’«, fortæller Sara, der er 12 år på det tidspunkt.

Via en app til hendes mobil bliver hun opmærksom på andre unge, der skærer i sig selv, så det begynder hun også på.

»Når jeg skar mig selv i armen, så var det som om, at smerten i mit hoved forsvandt«, siger hun, der også begyndte at få ondt i hovedet, blev træt og svimmel.

»Om aftenen, når jeg lå i min seng, tog jeg masken af, og så kom tankerne«, forklarer hun, der oven i hatten fik spiseproblemer og måtte tale med en diætist.

»Jeg blev indlagt, og de tvang mig til at sidde der og græde og fortælle, selvom det ikke var noget, jeg havde lyst til, så det var rigtig hårdt«, påpeger hun, der husker det som en tid, hvor snittene i armen blev dybere, indlæggelserne flere og fraværet i skolen steg.

I niende klasse blev hun indlagt på psykiatrisk afdeling på et privathospital, hvor man mente, hun led af flere diagnoser såsom ADHD og en spiseforstyrrelse.

»Jeg mistede glæden og lysten ved alting. Jeg følte mig ikke ægte. Jeg var bare en maske«, fortæller Sara, der i samme periode også droppede sine fritidsinteresser.

Tæt på selvmord

Sara var 13 år, da hun begyndte at ryge hash. Allerede to år forinden var hun startet på smøgerne.

»Når jeg røg, glemte jeg alt det negative i mit hoved. Hash blev min sutteklud, mit bjerg og min bedste ven«, forklarer hun, der røg hver gang, der skete noget dårligt.

Hun begyndte også at komme i andre miljøer og gik i byen i København, hvor feststoffer som kokain, MDMA og amfetamin var på menukortet.

»Det blev min måde at løse problemerne på. Det værste var, når jeg fik nedtur på. Så var det dobbelt op, fordi jeg var deprimeret i forvejen«, bemærker hun, der i foråret 2016 var så langt ude, at hun overvejede selvmord.

Efter flere diagnoser og indlæggelser kom hun på behandlingshjem i Holbæk. Langt væk fra alfarvej, og paradoksalt nok var det her, hendes misbrug eskalerede.

»Jeg røg mindst seks joints om dagen, på et tidspunkt var jeg helt oppe på 11, og jeg måtte lyve for min mor for at få penge til det«, lyder det fra Sara, der også begyndte at date en kæreste, der både røg og solgte hash.

Behandlingshjemmet virkede selvsagt ikke.

»Vi skulle lære at blive selvstændige, men jeg sad bare alene på mit værelse ude midt på Lars Tyndskids Marker. Det eneste, der gav mening, var hashen. Så en dag gik jeg til fest og tog MDMA og amfetamin og blev helt paranoid«, husker Sara, der igen igen blev indlagt.

Denne gang på Psykiatrisk Center Ballerup, og det var derigennem at hun fik kontakt til Omvejen.

Den rigtige retning

»Jeg havde prøvet alt for at få hjælp, men til sidst fandt jeg ud af, at ingen andre kunne hjælpe mig bortset fra mig selv«, siger Sara, der har været igennem noget af en erkendelsesproces.

Nærmest et eventyr med dæmoner og masser af modgang for at komme dertil, hvor hun er i dag.

»Nu ved jeg, hvilken vej jeg skal gå. For eksempel hvis jeg får lyst til at ryge en joint, så har jeg en plan. Så putter jeg måske musik i ørerne, ryger en smøg og sætter mig til at tegne«, forklarer hun, der også har lagt en plan for sin fremtid. Om end den kun er en skitse.

Hun vil gerne være specialpædagog med fokus på psykologi, men først skal hun bestå niende og derefter 10. klasse. Det nåede hun aldrig, men den her gang skal det nok lykkes. Det er hun sikker på. Lige så sikker, som hun er blevet på sig selv.

»Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg tager heller ikke medicin længere. Jeg har taget 10 milliarder skridt væk fra de gamle miljøer, og jeg har sagt farvel til mit gamle liv«, fastslår hun, der virker målrettet og klar på at kaste sig ud i det.

Og den her gang bliver det ikke et frit fald. Den her gang ved hun nemlig, hvor hun skal lande.

Kommentarer
Henter kommentarer.....
Du er måske også interesseret i