Herlev Bladet
Privat: 180×480 Høje stickers 1
Privat: 180×480 Høje stickers

Læsehunde giver læselyst

Læsehunde, der støtter børn i deres højtlæsning, har vundet indpas. Nu har Herlev fået sin første hund, og den hedder Amanda.

Læsehunde bliver mere og mere populært, og nu har Herlev Kommune også fået en. Den hedder Amanda, og for øjeblikket hjælper den Sila Gur på syv år med at læse. Det foregår på biblioteket Kilden lige klos op og ned af Sila’s skole, hvor hun går i 1. F.

I praksis går det ud på, at børn fortrinsvis fra 1. til 5. klasse som udgangspunkt får seks seancer af en halv times varighed, hvor de læser højt for en hund. Det foregår typisk på folke- og skolebiblioteker, som en gang om ugen lægger hus til. Og spørger man Caroline Amalie Falkenberg fra Foreningen Læsehunde, er det godt givet ud.

»Der er tale om nogle børn, som har svært ved at komme i gang med at læse, og som ikke synes, det er særligt hyggeligt. Derfor oplever de hver gang, at det er forbundet med negative følelser, og de bliver kede af det. Det, vi tilbyder, er et frirum, hvor børnene kommer hen og ser, at det faktisk er hyggeligt, og de kan læse lige, hvad de vil«, fortæller hun.

I Sila’s tilfælde er hun ret genert – især når hun skal læse højt for andre, og det er det, som treårige Amanda, som er en old english sheepdog måske gøre noget ved.

Stor succes

I hvert fald fortæller Caroline Amalie Falkenberg, at der siden foreningens oprettelse i 2014 er kommet flere og flere læsehunde.

»Vi får mange henvendelser fra biblioteker, som godt kunne tænke sig en læsehund og spørger om ikke, vi har en i nærheden, så vi er blevet meget populære, men da vi arbejder på frivillig basis, er vi nødt til at tage det i vores tempo«, forklarer hun og oplyser, at der vist nok findes 75 aktive læsehunde eller teams (en hund og en ejer) på landsplan fordelt over 63 forskellige byer.

Samtidig understreger hun:

»Vores vision er ikke at få børn tl at blive bedre til at læse. Vores mål er som udgangspunkt at skabe initiativ, motivation og læselyst, og det har vi stor succes med lige nu«, uddyber hun.

Når det er sagt, påpeger hun, at der også er eksempler på børn, som faktisk bliver fagligt bedre både til at læse, men også til andre fag, da det at læse også er en nøgle til at forstå og kunne orientere sig.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....