Messesang og sandheden om vores svenske naboer

»Så er klokken slagen 10. Velkommen til,« lød det fra præst Leif Kjøller-Rasmussen torsdag formiddag i våbenhuset i Herlev Kirke.
Foran ham stod over 30 drivvåde kirkegængere, som havde trodset regnen for at deltage rundvisningen i Herlev Kirke, der havde fået plads på årets festugeprogram.
»Vi starter her i våbenhuset, eller telefonhuset som jeg kalder det. Før i tiden var det stedet, hvor man stillede sine våben. Nu er det stedet, hvor man slukker sin telefon,« smilede præsten, inden han begyndte sin fortælling.
Først hørte vi om de gravsten, som har sin plads i våbenhuset.
‘Her hviler Matthis Jensen og hans to hustruer’, står der på en af dem. Og den tidligere kirkeværge Matthis Jensen kom vi til at høre meget mere om i løbet af den time, foredraget varede.
Det var første gang denne anmelder satte sine ben i Herlev Kirke. Jeg har passeret den mangt en gang på vej til Føtex, men jeg må sige, at det alligevel var spændende at komme lidt tættere på.
Den er pæn. En rigtig kirke, som en af gæsterne bemærkede på vej ind. Og da jeg fik sat mig ned på bænken gik det også op for mig, at der er en pæn mængde historie knyttet til den.
I får ikke et referat. Til gengæld vil jeg fremhæve nogle highlights.
1. Kalkmalerierne
Før i tiden var der tegneserier hele vejen ned gennem kirken, udtrykte Leif Kjøller-Rasmussen det.
Det er der ikke mere, men tilbage er der stadig et par rigtig flotte kalkmalerier, som vi fik historien om. Blandt andet et af den førnævnte Matthis Jensen og hans to koner,
2. Præstens messen
»Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes.«
En klassiker af en sætning. Og til rundvisningen fik vi den oven i købet i to versioner. Én normal tale-version, og én messe-version.
»Min stemme er slet ikke god nok til at messe,« sagde præsten godt nok bagefter. Men personlig synes jeg, det fungerede.
3. Forbandede svenskere
Et tilbagevendende tema var svenskere. Og hvis I er af den overbevisning, at svenskere er meget søde og fredelige, så er det fordi, i ikke var med torsdag i Herlev Kirke.
Vi fik historien om, hvordan vores naboer mod nordøst tilbage i 1658 kom forbi Herlev og raserede hele byen. Indbyggertallet i Herlev faldt fra 100 til 43, og svenskerne tillod sig oven i købet at bruge den smukke kirke som hestestald.
Hvis der er nogen, der har undret sig over hvorfor flere af vinduerne i Herlev Kirke er muret til. Så er det for at holde svenskerne ude.
Og de tre lange jerndragere, som går fra den ene væk til den anden i kirken, sidder der i øvrigt for at holdet sammen på murene efter svenskernes hærgen.
Jävlar!
4. Et lille fashion show
På et tidspunkt i løbet af forestillingen fik vi lov at se præst Leif Kjøller-Rasmussens messehagler. For de uindviede er en messehagel den dragt, præsten har på under nadveren og under højtider.
De blev fremvist stolt og vi fik historien om alle fire. Den ene af dem havde han fået af Janni Kjær.
»Den her er den, jeg selv synes, er den pæneste,« sagde præsten, da han viste en hvid en frem. Den var bestemt også rigtig flot, men det var de alle sammen.
Og hvis nogen undrer sig over, hvad sådan en sag koster, så fik vi også svaret på det.
30.000 – 40.000 kroner.
5. Kun gud er perfekt
Til spørgerunden kom en sandhed frem, som kan være god at have i baghovedet, hvis man på et tidspunkt i livet kommer til at dumme sig.
Og fordi du kære læser har holdt min anmeldelse ud så langt, så vil jeg hermed give den sandhed videre.
Én i publikum spurgte, hvorfor vinduerne ikke havde samme form og ikke flugtede med hinanden. Og svaret fra Leif Kjøller-Rasmussen lød således:
»Der er kun én, der er perfekt – og det er gud.«
Så derfor kunne vinduerne jo selvfølgelig ikke være perfekte. Tak for den berigelse.
 
Alt i alt var det en lærerig og hyggelig time i selskab med Leif Kjøller-Rasmussen og de andre kirkeinteresserede Herlev-mennesker.
Vi ender på fem stjerner. Én for hvert af de nævnte højdepunkter, og den sidste udebliver altså. Hovedsageligt fordi der ikke var hverken vådt eller tørt under forestillingen.
Efter min Tour de Herlev med champagne og chips, og min gode kollega Jørgens tur i Hjulmandens Hus med kaffe og lagkage, er vi måske gået hen og blevet lidt forvænte.
Amen.