Mor til en misbruger

DEL 1: Fra barn til misbruger over sommeren

Bag den hvide hoveddør i det lille rækkehus i Herlev bor Helene med sin hvid- og sortplettede chihuahua Maddie. I det lille hjem bliver man budt velkommen af den lette duft af rent sengetøj og forsøgt skræmt væk af Maddies efterligning af et beskyttende bjæf.

‘Maddie’, smiler Helene altid overbærende. Og den lille hund fortsætter også kun lige indtil hun får et lille ben at gnave på og en plads på sit hvide, plyssede tæppe i hjørnet af sofaen i stuen. Herfra er der udsigt til billeder af den lille familie allevegne. Helene, Camille og Peter.

»Det hedder sig faktisk, at hun er Peters hund, men det er de vist lidt uenige om,« fortæller Helene. De fik den lille hund, efter de i 2013 havde boet i Herlev i et års tid. Helene havde håbet, at Peter og Maddie kunne blive bedste venner, så Peter ikke hele tiden skulle gå og være så ensom.

Første gang Peter løb væk hjemmefra, sov Helene ikke hele natten. Hendes hoved var et tankemylder med forestillinger om, hvad der kunne ske. Ville politiet banke på den hvide hoveddør for at fortælle hende, at hendes søn var død? Uden invitation dukker billederne stadig op i hendes tanker fem år senere. Især når hun sover.

Opdragelse eller diagnose

Udadtil var den lille familie egentlig en ret almindelig skilsmissefamilie, og den var så harmonisk, som den nu kunne være med en enlig mor med to børn og en far, der havde svigtet.

Og så var der lige det, at Helene tidligt i Peters liv begyndte at lægge mærke til, at han ikke var som venindernes børn. Der var lidt ekstra knald på ham, og han begyndte at kravle, gå og tale før alle de andre. I børnehaven og Peters første skoleår begyndte familien at have det svært. Peter var anderledes, og de andre børn ville ikke lege med ham. Han blev ikke inviteret med til fødselsdage, og da han selv fyldte år, fik han kun én gæst.

I voksenkrogene gik snakken også. Helene var en dårlig mor, mente de andre forældre. Hvorfor kunne hun ikke bare opdrage sit barn ordentligt?

Men Helene vidste, at det ikke handlede om opdragelse. Hun havde jo også sin otte år ældre datter Camille at sammenligne med, og Peter var noget helt andet. Siden han var fire måneder gammel, sov han aldrig ret meget. Han snakkede altid og hele tiden og skulle konstant underholdes. Det var, så folk sagde: ‘Er du sindssyg, en mundfuld,’ når de mødte ham.

Med hjælp fra sin læge fik Helene sin seksårige søn udredt, og det viste sig, at han havde ADHD. Peter havde svært ved at koncentrere sig, og fandt han noget, der var mere spændende end lærerens ord, brugte han krudtet på det. Derfor blev han rykket over i en specialklasse på Gammel Hjortespringskole med færre elever.

I et håb om, at Peter kunne få nogle venner, og Helene selv kunne få nogle små pusterum i hverdagen, søgte hun om at få noget aflastning til ham. Herlev Kommune fandt en aflastningsfamilie, som Peter kunne være sammen med et par gange om måneden, men da det hurtigt endte i aflyste aftaler, miskommunikation og svigt, blev aflastningen droppet igen, og Helene stod igen alene med Peter.

Ved siden af skolen gik Peter til dans og spillede musik. Han har danset standard, latin, disko og hip hop, og så kan han både spille guitar, trommer, banjo og klaver. Men hans diagnose gjorde, at han havde svært ved at få venner.

Den første tid, Peter og Helene boede i det lille rækkehus, turde Peter slet ikke at komme uden for den hvide hoveddør. I den tid blev al krudt og nysgerrige spørgsmål henvendt til Helene, som sjældent fik tid til sig selv. Det var først, efter de havde boet i Herlev i et år, på Peters 11 års fødselsdag, at han tog chancen og gik ud for at lege med de andre børn. Efter kun en halv time uden for det lille rækkehus smækkede døren igen bag Peter, der grædende løb op på sit værelse, fordi nogle af de andre havde sagt noget til ham.

 

________________________________________________________

Det anslås, at 2-4 % af alle danske børn

opfylder diagnosekriterierne for ADHD.

Det svarer til én i hver skoleklasse.

Kilde: ADHD-Foreningen

________________________________________________________

 

 

________________________________________________________

Børn med ADHD har 50 gange lavere

mulighed end andre børn for at have

en god ven.

Kilde: ADHD-Foreningen

________________________________________________________

 

Peters nye venner

Når Helene fortæller sin historie i hjørnesofaen rundt om det hvide sofabord, er det med en rolig, lavmælt stemme. Arrene på hendes sjæl markerer sig som en ruhed i hendes stemme, men den er altid rar og aldrig dømmende, selv, når hun taler om de svære ting, som da Peter begyndte at stikke af hjemmefra. Men for at forstå, hvorfor han gjorde det, er vi nødt til at spole tiden tilbage til sommerferien 2013.

Helene husker, at solen skinnede fra en klar, blå himmel, da hun skulle hente sin 12-årige søn den dag midt i juli for fem år siden. Den sidste uge havde han været på sommerferiekoloni på Bornholm og nydt sand og vand med andre børn fra Herlev. Mens hun stod og ventede på bussen foran rådhuset, håbede hun, at Peter havde fået nogle venner på turen. Det var jo hele formålet med at sende ham af sted. Men da den hvide Nygaard-bus trillede op på den brostensbelagte parkeringsplads, var det bare ikke den samme Peter, der var med retur.

Børnene faldt over hinanden for at få lov til at kramme deres forældre efter en uge væk fra dem. Men ikke Peter. Han kom ikke hen til sin mor, som han plejede at gøre. Enten havde han fået rigtig mange venner, eller også havde det været en skodtur, hvor han bare havde siddet for sig selv, tænkte Helene. Det var i hvert fald tydeligt, at det var en helt anden dreng, der kom ud af bussen den sommerdag. Men han ville ikke fortælle om turen, og da de kom hjem, løb han direkte op på sit værelse for hurtigt at smide sin taske. Han skulle mødes med ‘de andre’.

Så han havde jo faktisk fået nogle venner. Men de drenge, Peter var blevet venner med, var noget ældre end ham, og han så meget op til dem. På kolonien havde de store drenge taget hans ADHD-medicin fra ham, og mange af dagene gik med at ryge joints bag et skur.

Men det var trods alt venner, og det var jo stort, så i en kort stund var Helene glad. Men hun nåede slet ikke at dyrke den glæde, for herfra blev alting kaotisk i det lille rækkehus. De drenge, Peter havde mødt, lavede indbrud, og sammen med dem bevægede han sig ud i en hashtåge, mens timerne på skolebænken blev færre og færre.

Spørger man eksperterne, gør Peters diagnose, at han lever meget i nuet og er styret af sine impulser. Derfor kan det være svært for ham at takke nej, hvis han har det sjovt. Og så kan hans hyperaktive gen gøre, at han er nem at få med ud at feste videre i stedet for at gå hjem, lave sine lektier og tage i skole næste dag.

Samtidig er hashen også et sprog. De børn, der starter tidligt, er de, der prøver at fortælle de voksne noget. De har sagt, at de ikke trives. De har siddet i hjørnet og set uforstående ud og håbet på, at nogen ville opdage det. Det har de gjort. Så næste skridt er, at de begynder på en form for misbrug, for så råber de endnu højere i håbet om, at de denne gang vil blive hørt.

Og Peter blev ved med at råbe. En dag ringede politiet på den hvide hoveddør. De havde fundet den 13-årige dreng nede i bymidten, hvor han gik rundt med en halvanden meter lang banehammer i sin guitartaske.

 

________________________________________________________

27-46 % af voksne med ADHD har

et misbrug af alkohol, hash

eller stoffer.

Kilde: ADHD-Foreningen

________________________________________________________

 

Fra rækkehus til bondegård

I det næste halvandet år efter kolonien foreslog Herlev Kommune, at Peter skulle flytte på opholdssted fire gange. At byrden kunne blive taget fra hende. Men Helene ville ikke vælge den nemme løsning. Det var jo hendes søn, der var tale om. Hun ville vise Peter, at hun ville kæmpe for ham, at hun ikke bare havde tænkt sig at give op. Og hun vidste, at hvis hun bare kunne få noget hjælp til ham derhjemme, noget aflastning, så skulle det hele nok gå. Han var jo bare en lille dreng, og Helene gik hele tiden med håbet om, at det ville holde op i morgen.

Derfor tog hun sagen i egen hånd og fandt selv et aflastningssted, hvor Peter kunne være to weekender og en hverdag om måneden. Her kunne han møde andre børn med ADHD og få nogle sundere relationer. Hun havde fundet alle informationer om stedet frem og fremlagde det for kommunen, men det blev afvist blankt. De mente, at aflastningen ville være mere til hendes fordel end Peters.

Samtidig kæmpede den bekymrede mor for, at Peter skulle blive hos hende i det lille rækkehus og ikke tage ud med de nye venner. Men han var ligeglad. Bad hun ham om at blive på værelset, gik der ikke mere end to sekunder, før han smuttede ud gennem den hvide hoveddør. Prøvede hun at fortælle ham, hvad tid han skulle være hjemme, kom han bare senere ind ad døren igen.

Helene følte sig mere og mere magtesløs, og hun begyndte at få en mistanke om, at Peter var blevet stikirenddreng for nogle af de helt heftige drenge i Herlev. Flere gange bankede det på den hvide hoveddør, fordi Peter skyldte dem penge. Så betalte hun beløbet og ikke en øre mere, for der var ikke noget, der hed renter hos Helene. Hun er ikke sikker på, hun havde været lige så kold, hvis de havde banket på hendes dør i dag, men dengang levede hun i sin egen boble. Og det var jo bare drenge, det handlede om, tænkte hun.

Besøgene fortsatte og udviklede sig til overfald og hærværk, og Peter følte sig ikke længere tryg i det lille rækkehus. Til sidst måtte Helene indse, at hun ikke kunne hjælpe ham mere. Nu kunne hun ikke længere magte at være hans mor. Hun var nødt til at kaste det trætte, slidte håndklæde i ringen og lade nogle andre tage over.

Der gik ikke længe, før Herlev Kommune sammen med Helene havde fundet det perfekte sted til Peter. En gammel, renoveret bondegård halvanden kilometer uden for Jyderup med plads til otte unge. Et socialpædagogisk opholdssted, som tager sig af omsorgssvigtede, udadreagerende børn med ADHD, som har haft det svært i deres barndom.

En måned efter Peter var flyttet fra rækkehuset i Herlev og ind på den hvide gård, kunne Helene endelig begynde at arbejde igen. Hun har altid arbejdet så meget, hun overhovedet kunne, men med Peter, der ikke trivedes og hele tiden stak af, havde hun ikke haft tid til at passe sit arbejde. Hun var nødt til hele tiden at stå klar, hvis han havde brug for hende. Og så var der møderne med skiftende sagsbehandlere, Peters skole og de evige forsøg på at finde en løsning oveni. Så da Helene allerede knoklede på fuld tid med at navigere rundt i alt det, endte hun med at blive fyret fra sit betalte arbejde.

Men nu skulle hun endelig knokle derudaf med arbejde igen. Hun var blevet headhuntet til et firma, hvor hun skulle være mødebooker, og hun var helt klar til at tage udfordringen op. Det var hendes krop bare ikke. Nu var der endelig blevet tid og plads til den. Da byrden med Peter blev taget fra hende, kunne hun endelig mærke, hvordan det havde påvirket hende – noget, hun havde undertrykt i lang tid. Den første dag nåede hun kun lige ind ad døren, før angsten sneg sig ind på hende og overtog hendes krop. Hjertet bankede hurtigere, hun blev svimmel og fik det varmt.

Læs videre i næste uge.

 

________________________________________________________

12 % af den europæiske befolkning

har en angstlidelse. Det svarer til

400.000 danskere.

Kilde: European Neuropsychopharmacology

________________________________________________________