Movia: Kun ruteplaner kommer op igen
Movias bestyrelse har efter et møde onsdag besluttet delvist at komme de mange borgerrøster imøde, som har kritiseret, at man ville fjerne de trykte køreplaner ved busstoppestederne.
De sidste uger af februar har borgere og diverse organisationer raset mod Movias beslutning om at fjerne de trykte køreplaner ved busstoppestederne. Og det har båret frugt. Næsten da.
Movias bestyrelse har nemlig onsdag besluttet at tilbagerulle beslutningen og sætte ruterplanerne op igen. Det fremgår af en pressemeddelelse onsdag:
‘I respekt for de reaktioner, som er kommet til udtryk, har Movias bestyrelse derfor i dag besluttet i enighed, at ruteplanerne på stoppestederne vil blive genopsat. Dette skal sikre, at kunderne får mere tid til at vænne sig til at finde og bruge rutebeskrivelserne på de digitale medier. Der er i alt 14.500 stoppesteder, og Movia forventer at have de sidste rutebeskrivelser oppe på stoppestederne i løbet af sommeren i år. I mellemtiden vil man som noget nyt kunne tage et print af bussens køreplan i bussens folderholder. De stoppesteder, som ikke har digitale informationsskærme, vil blive prioriteret først’, lyder det.
På de ‘nye’ genopsatte planer vil man kunne se ruten, antal zoner, rejsetid og stoppesteder. Men altså ikke køreplanen, det vil sige minuttider over, hvornår bussen kommer/går.
LÆS OGSÅ: Movia valgte at afvikle køreplaner på trods af massiv modstand
Beslutningen kommer efter et bestyrelsesmøde onsdag formiddag, hvor køreplanerne var på dagsordenen.
‘En af de ting, som har fyldt mest i debatten er, at det er blevet for svært at se retningen på bussen. Debatten har gjort stort indtryk på os, og derfor har vi besluttet, at sikre en bedre overgang til det digitale ved at styrke muligheden for at se bussens rute og retning på stoppestederne’, forklarer bestyrelsesformand i Movia, Kirsten Jensen, blandt andet i pressemeddelsen.
Tilfredshed med beslutning
Passagerpulsen fra Forbrugerrådet TÆNK har både skrevet breve og afleveret personberetninger fra kritiske borgere til Movia for at tale borgernes sag. Derfor er man foreløbig godt tilfreds med Movias bestyrelses beslutning.
»Vi er rigtig glade for, at Movia har lyttet til passagerne og har ændret deres beslutning til det rigtige«, siger politisk medarbejder Rasmus Markussen.
Han vurderer, at Movias kovending skyldes den megen kritik, der har været og frygten for en potentiel passagerflugt i kølvandet på afviklingen af køreplanerne.
Borgernes skal involveres mere
Også hos Ældre Sagen er man glad for beslutningen, men tager forbehold for, hvad der menes med ruteplaner.
»Det skal være sådan, at borgerne ikke behøver at bruge deres mobiltelefon«, understreger seniorkonsulent Rikke Hamfeldt.
Hun tilføjer:
»Men ellers er vi positive og meget glade for, at Movia har lyttet til kritikken, selvom det selvfølgelig har været en ærgerlig proces med så meget frem og tilbage«, vurderer hun, der mener det budskab, der står tilbage fra de sidste ugers kritik er, at Movia bør lytte noget mere og involvere borgerne noget tidligere.
Herlev Bladet har siden januar dækket sagen i avisen og på nettet blandt andet med udgangspunkt i flere Herlevborgeres utilfredshed over Movias planer.
Læs mere i denne uges Herlev Bladet.
Opdateres
Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks