Herlev Bladet

Mynte og Mollie går hånd i hånd

8-årige Mynte Sjöstrand har klaret sig gennem nåleøjet og spiller nu med i musicalen ’Annie Get Your Gun’ på Det Ny Teater.

8-årige Mynte Sjöstrand virker ret genert, når man først møder hende, og det er mest enkeltstavelsesord, der kommer fra hende mellem sugene fra den Capri Sonne, hun knuger i sin hånd.

Det er svært at forestille sig, at denne lille pige står på scenen foran hundredevis af mennesker flere gange om ugen.

Dog går der ikke længe, før vi får vilde Mynte at se, og generte Mynte ikke længere får et ben til jorden.

Mynte og Mollie

Mynte Sjöstrand er lige startet i 2.A på Kildegårdskolen, hun elsker at lege med sine venner, og sammen  leger de både fangeleg, jorden er giftig og far, mor og børn.

Udadtil virker Mynte Sjöstrand som enhver anden pige på sin alder, men hun var altså én af de få piger, der klarede sig gennem nåleøjet til audition på ’Annie Get Your Gun’.

Siden september har hun så stået på den store scene inde på Det Ny Teater, hvor hun spiller Annie Oakleys mindste lillesøster Mollie, som ofte bliver glemt i rækken af søstre og derfor ofte må sige ’og mig!’ for at gøre opmærksom på sig selv.

Den rolle er Mynte Sjöstrand ret vild med, for hun kan godt lide at spille den mindste, der hele tiden er til  sidst og bliver glemt. Det er sjovt, synes hun.

Mollie er en pige, der ikke er bange for at få snavs på tøjet. I en af scenerne ligger hun i en kurv under et tæppe med døde fugle ovenpå, springer frem og siger ’og mig!’

Ligeledes er der også gang i lille Mynte Sjöstrand. Hun løber både hen for at sige hej til en lærer, leger med to veninder og danser og synger sange fra musicalen.

»Og så slår jeg på tromme – BUM!« siger hun og laver en stor armbevægelse, som slår hun på en tromme, der ligger ned.

Ifølge Mynte og hendes mor Mie Sjöstrand minder Mollie meget om hende selv. En rigtig udendørspige beskriver hendes mor hende som.

»Og jeg har altid meget mudder på mig, når jeg kommer hjem,« tilføjer Mynte.

Kort tid efter har hun kastet sig i nettet på et fodboldmål, hvor hun ligger og roder rundt i sin hvide læderjakke.

Det ligger til familien

Det er Mynte Sjöstrands debut på de skrå brædder, men teaterlivet er ikke fremmed for den lille pige. Hendes storesøster Merle Sjöstrand har nemlig også spillet inde på Det Ny Teater i musicalerne ’Annie’ og ’Evita’.

»Jeg drømte om at spille teater for seks år siden,« siger Mynte Sjöstrand.

Hun var nemlig kun to år gammel, da søsteren kom med i ’Annie’. I den periode sang de ’det’ et rakkerliv’ så mange gange derhjemme, at lille Mynte til sidst kunne hele omkvædet.

Det undrer ikke mor Mie Sjöstrand, at begge hendes piger er blevet musicalstjerner.

»Vi er meget musikalske hjemme hos os, og vi har altid sunget meget,« siger hun og fortæller, at pigernes mormor også synger med, når hun er på besøg.

Mie Sjöstrand fortæller, at Myntes helt store talent er, at hun er rigtig god til at danse. Og det får vi også set, da hun begynder at synge en af sangene fra ’Annie Get Your Gun’, mens hun danser rundt.

Fremtiden

Der er flere hundreder mennesker, der hver aften kommer for at se Mynte og de andre i ’Annie Get Your Gun’, men det rør ikke den lille skuespiller.

»Det er fint,« siger hun og forklarer, at de har fået at vide, at de skal lades, som om publikum er en del af stykket. Og det klarer hun fint, især nu, for nu har de spillet stykket omkring 10 gange, siger hun, så nu er hun ved at være vant til det.

Når Mynte bliver stor, vil hun måske gerne være ’bagemand’, siger hun, men hun er ikke helt sikker.

Det har hun heldigvis lang tid til at finde ud af – indtil videre ved hun, at når ’Annie Get Your Gun’ er slut, vil hun gerne i gang med at spille ishockey igen.

Og hvis hun skal spille teater igen, skal hun lige se, hvad stykket handler om. Hun kunne nok godt tænke sig at prøve at spille en af de store, der skal huske flest replikker, næste gang.

Kommentarer
Henter kommentarer.....
Du er måske også interesseret i