Herlev Bladet

Når kærligheden til livet overvinder frygten for døden

Lisa Elstorp ved ikke, hvor lang tid hun har tilbage på denne jord. Det kan være timer, dage, uger, måneder – dødsdommen har hun hængende over hovedet. Alligevel insisterer hun på, at kærligheden til livet skal overvinde frygten for døden.

Af Jacob Mouritsen

I venteværelsets grå lokale sidder hun nu igen. Det er en kold marts-dag i 2016. I tankerne er barnebarnets kommende fødselsdag, og hvad der end sker her, skal det ikke påvirke barnebarnets dag. Hun gør sig klar på en samtale, der kan gå i to retninger. Hun ved det, og hun har allerede forberedt sig på det værste – så kan man jo kun overraskes positivt. Og hun har jo prøvet det før. Op til flere gange. Der er ikke andet at gøre end at vente. Hun kan ikke ændre på kroppens tilstand, hun kan ikke ændre på sin livsførelse, og hun kan slet ikke ændre på scanningernes resultat.

Ligesom de andre gange er børnene Kevin og Katja med. Den faste støtte, der skal være med til at sørge for, at hun får alle informationerne med, og at det hele går, som det skal.

Hun har i et godt stykke tid haft en formodning om, at det er ved at gå galt igen. Hun kan stadigvæk ryge de daglige cigaretter, men det er efterhånden begyndt at blive svært at trække vejret. Det er ikke helt nemt at få pusten. Måske det har noget at gøre med, at den venstre lunge allerede er væk. Hun kender endnu ikke resultatet af scanningerne men er alligevel ganske afklaret.

En sygeplejerske følger den lille familie ind til lægen, der sidder parat i lokalet. Han rejser sig, siger pænt goddag, sætter sig ned igen i den konforme kontorstol og begynder at tale. Hun har en dårlig fornemmelse. Hendes instinkt fortæller hende, at der er noget helt galt. Lægen taler meget, men han fortæller ikke noget om det, hun vil høre.

Hun hader al den udenomssnak, og det gør hende bare mere frustreret. Få nu sagt det, der skal siges, så kan jeg arbejde ud fra det, tænker hun. Hun afbryder lægen og beder om et svar. Er kræften vendt tilbage eller ej.

Det er den.

Kræften sidder i hendes højre lunge, og der er ikke en umiddelbar mulighed for helbredelse.

 

Lisa Elstorp har et mål om at holde sig i live til at se det midterste barnebarn blive konfirmeret i maj.

Ikke blot endnu en kræftpatient

65-årige Lisa Elstorp er terminalpatient.

Dødssyg med lungecancer. En lungecancer, der efterhånden har spredt sig til alle de vitale organer. Hun er en af de mange danskere, der hvert år bliver ramt af kræft. Faktisk er det op mod en tredjedel af danskerne, der bliver ramt af kræft på et eller andet tidspunkt i deres liv.

Det er især lungekræft, der er en stor synder, når man kigger på kræftstatistikker; alene lungekræft står for 4.600 nye kræfttilfælde årligt. Det svarer til, at lidt over 12 procent af alle kræfttilfælde i Danmark er lungekræft. Men 24 procent af alle kræftdødsfald kommer fra patienter, der har lungekræft.

Udløbsdato på livet

Lægen fortæller videre, mens hun sidder og tænker. Der er kun mulighed for livsforlængende kemoterapi, men hun lytter ikke meget til lægens snak. Hun vil vide, hvor lang tid hun har tilbage, men lægen vil ikke give hende et konkret svar. Det er svært at gisne om, der er mange muligheder, det kan gå stærkt, det kan gå langsomt – det eneste han vil sige, det er, at det er svært at svare på. Frustrationen løber gennem hende, hun vil altså vide, hvor meget tid hun har tilbage – for så har hun noget at kæmpe mod.

2 måneder, hvis hun ikke tager imod den livsforlængende kemoterapi, får lægen endelig sagt. Et år, hvis hun er heldig og tager behandlingen. Hun kigger op, samler sig, og inde i sig selv tænker hun, at det skal hun sgu nok selv bestemme.

Marts-dagen i 2016 ligger i dag langt væk. For Lisa kæmper videre.

Den uligevægtige kamp

Målbevidst, konsekvent og ærgerrig. Sådan har hun altid været. Sådan beskriver hendes naboer, børn, og børnebørn hende, og sådan virker det, når man møder hende. Kampen mod den ulige modstander, tager hun gerne op. Så er det ligegyldigt, om det er magthavere eller sygdom.

»Min mor er meget praktisk anlagt. Det grænser næsten til, at det er for meget. Når vi kommer ind til lægesamtaler, har hun på forhånd fundet frem til diverse alternative behandlingsformer og er villig til at argumentere for sin sag. Men sådan er hun. Hvor hun ser en udfordring, ser hun en mulig sejr«, fortæller Kevin Elstorp, der er Lisas søn.

For Lisas kamp er umådeligt uligevægtig. En kamp, der ikke kan vindes, men udelukkende sendes i forlænget spilletid. Noget hun så eftertrykkeligt har formået at gøre. Ifølge hende selv skyldes det, at hun formår at sætte sig nogle mål, som hun så vil gøre alt for at efterleve, bogstaveligt talt.

»Når man ved, at man snart skal herfra, så ved man, at hver dag er en gave. Derfor tror jeg også bare, at man finder ud af at småskænderier og sådan, det kan slet ikke betale sig. Til at starte med ville jeg bevise over for lægen, at jeg godt kunne klare sygdommen mere end et år – derfor lavede vi et væddemål. Det blev så til mit ældste barnebarns dimission i sommeren 2016. I dag vil jeg gerne klare mig til mit midterste barnebarns konfirmation i maj.«

 

En ærlig bekendelse

Resten af lægesamtalen husker hun ikke meget af. Fokusset er et helt andet sted. Der er så mange ting, hun gerne vil nå at opleve, men nu må hun pludseligt til at revurdere, hvad der er vigtigt. Tankerne kredser især om børnebørnene. Hun har på forhånd bestemt sig for, at ærligheden er vejen frem. De skal informeres, og der skal være rum til, at de kan stille spørgsmål – også dem, der gør lidt ondt.

Der sidder de så. I det rødgrålige rækkehus med den hvide dør på Tvedvangen i Herlev. Stedet, hvor hun og manden levede, inden han døde for nogle år siden – også af kræft. De sidder alle tre i stuen, hvor luften emmer af, at der er blevet røget inden døre gennem flere år. De sidder og kigger på hinanden, mens de prøver at hitte ud af, hvad det næste skridt skal være. Hun vil så gerne fortælle dem alt, men det skal også være på en måde, så de kan kapere det.

Børnebørnene skal inviteres til Herlev, og så skal de vide, at farmor ikke skal være på jorden særlig meget længere. Og at hun elsker dem. Det er vigtigt. For det gør hun. Familien er det, der giver mening.

Og at hun elsker dem. Det er vigtigt. For det gør hun.

Den værdige afsked

Da Lisa fik sin terminalerklæring for snart to år siden, var mange af hendes tanker rettet mod, at hun gerne ville have en afslutning på livet, som hun selv mente var mere værdig, end hvad hun ville frygte, hun kunne få.

»Jeg frygter slet ikke selve døden. Det skræmmer mig ikke at vide, at min krop på et tidspunkt giver op – sådan er det bare. Det kommer nok med alderen og er nok fordi, at jeg har haft et så godt liv, som jeg har haft. Men selvom jeg ikke er bange for døden, så gruer jeg alligevel for, hvordan jeg skal herfra. Jeg ønsker ikke at ligge og lide«.

Lisas storebror, Kaj, døde af cancer nogle år tilbage, hvor han gennemgik et smerteligt forløb, fortæller hun:

»Han lå og var så syg, at han ikke kunne være i sig selv. Han tiggede og bad om at få lov til at komme herfra, men lægerne hverken kunne eller ville hjælpe ham fra denne jord. Så han måtte ligge der på sit sygeleje og blot bliver dårligere og dårligere. Hvorfor skulle han nægtes at komme herfra – det forstår jeg ikke. Sådan vil jeg ikke ende.«

I Danmark er det i dag ikke muligt aktivt at hjælpe personer fra livet – det som er kendt som at modtage aktiv dødshjælp eller få hjælp til assisteret selvmord. Noget, der dog er muligt i lande som Schweiz og Belgien, hvor flere danske terminalpatienter er taget ned for at få en afslutning på livet, som de finder værdig.

Derfor har Lisa engageret sig i debatten om aktiv dødshjælp. Et engagement, der er med til at skabe en større mening med livets sidste øjeblikke.

»Jeg ved udmærket godt, at jeg ikke får den mulighed. Men det motiverer og skaber glæde, at jeg kan kæmpe en kamp for andre, så de ikke skal opleve en potentiel meget ubehagelig situation, når de skal herfra. Jeg har selv overvejet at tage til Schweiz, men så ville jeg skulle herfra, mens jeg stadigvæk var frisk og ikke bare, når jeg selv synes, at tiden var inde. For turen til Schweiz i sig selv er hård. Derfor synes jeg, at man bør have muligheden for at få den død, man ønsker – også i Danmark.«

På gensyn

Samtalen med børnebørnene husker Lisa ikke som noget slemt. Stemningen var trykket i det lille hjem i Herlev, men ordene blev sagt på en måde, der lettede. De dumme spørgsmål, der kun kan komme fra børns naive umiddelbarhed, skabte grin i selv en svær situation. Smilene, kærligheden og de nære kram hjalp. Og de hjælper stadigvæk den dag i dag. For Lisa lever.

Men kampen mod kræften har sat sine præg. Kørekortet er inddraget, og i stedet må hun bruge sin rollator til at bevæge sig rundt i Herlev. Hukommelsen er heller ikke, hvad den har været. Men alligevel er hun fast besluttet på, at det midterste barnebarns konfirmation i maj skal opleves. Også selvom kræftens indtog i hjernen har gjort kroppen mindre rørig.

Men med humør, livsglæde og kærlighed, giver Lisa ikke op. De små ting i hverdagen, de kærlige klem og den ublu tilgang til en grim sygdom. Alt det gør en forskel.

Som da Lisas yngste barnebarn fik at vide, at hendes farmor havde fået kræft i hjernen.

»Farmor, kan de så ikke bare operere din hjerne ud, så kræften er væk?« fik det yngste barnebarn sagt, husker Lisa smilende tilbage.

Lisa ved, at de uigennemtænkte spørgsmål kun bliver stillet i bedste mening. I et naivt og barnligt håb om, at sygdommen bare vil forsvinde. At alt blot ville blive ved det gamle.

Det er intet menneske givet, at man har i morgen. Men at tage det for givet, er der formentligt mange, der gør. Den frihed kan Lisa ikke længere tage sig. Hver dag er en kamp. En kamp for at kunne udtrykke sin kærlighed til sine nærmeste. For at opleve endnu en gylden stund. For at være med til at gøre en forskel. Det her er ikke historien om, hvordan en kvinde på 65 år har ødslet sit liv væk med et skødesløst forbrug af cigaretter. Det er ikke en historie om en kvinde, der ønsker medfølelse eller ynker sig selv. Det er historien om en kvinde, der har trodset lægernes dødsdom og ser hver dag som en gave.

Selvom det langt fra er sikkert, at det bliver et gensyn, så er det vigtigt for Lisa, at man ikke siger farvel. For dagen i morgen er stadigvæk en mulighed. Derfor var det heller ikke et farvel, men et på gensyn, da Lisa med en sidste kommentar gjorde afsked med mig på en regnvejrstung februar-dag.

»Nu lover du mig, Jacob, at det ikke bliver en ynkelig artikel om, hvor hårdt jeg har det. For det bør handle om min kærlighed til livet. For det er, hvad jeg gør. Elsker livet.«

 

 

»Nu lover du mig, Jacob, at det ikke bliver en ynkelig artikel om, hvor hårdt jeg har det. For det bør handle om min kærlighed til livet. For det er, hvad jeg gør. Elsker livet.«

 

De små ting i hverdagen, de kærlige klem og den ublu tilgang til en grim sygdom. Alt det gør en forskel for Lisa Elstorp.

 

 

 

Kommentarer
Henter kommentarer.....