Herlev Bladet

Når magien rammer en gennemkørselsby

Hvad har Herlev egentlig at byde på? Det skulle Herlev Bladets journalistpraktikant ud at opleve med bladets mest garvede mænd.

Den store, frygtindgydende indvielsesrundtur på Herlev Bladet. Jeg hørte om den, før jeg overhovedet havde sat mine ben på redaktionen, og jeg har hørt om den mange gange siden.

Og jeg har været spændt. Åh, hvor har jeg været spændt. Og nervøs.

»Tag gulerødder, håndklæde og skiftetøj med,« havde jeg fået at vide flere gange i tiden op til. Og nu er det så nu, at vi skal af sted. Jeg har vidst det i et par dage, og sommerfuglene har hvirvlet rundt lige siden.

De garvede og den grønne

Jeg skal af sted med Jørgen Nielsen og Henrik Lüthcke, de to mest garvede medarbejdere fra Herlev Bladet. Og nok også dem, der har boet i Herlev i længst tid.

De glæder sig til at vise mig deres by, det kan man mærke. Især Jørgen Nielsen virker lidt nervøs, men det er bare sødt. Det havde jeg nok også været, hvis jeg skulle vise min elskede hjemstavn Amager frem for nogen.

Fra industri til magi

»Nogle mennesker ser bare Herlev som en gennemkørselsby,« forklarer Jørgen Nielsen mig, men det er det, han vil modbevise.

Vi starter i et industrikvarter, og jeg er ikke just imponeret, for at sige det mildt. Ikke mange industrikvarterer ville imponere mig, for at være ærlig. Men vi starter nok med det kedelige for så at bevæge os videre til det sjove, tænker jeg.

Og rigtigt nok, så fortsætter vi gennem Herlev, hvor jeg skulle komme til at se nogle af de smukkeste syn, jeg i mit liv har set. Og det er ikke en gang en overdrivelse. Og her fra vil begejstringen ingen ende tage.

Jeg ved ikke, om det er solens frembrud efter regnens pisken eller bare Herlev, der besidder en form for magi. Men da vi kommer til søen, Harry Potter-søen, som den altså nu er blevet navngivet, er det som at træde ind i en anden verden. Landet med de vilde krabater, måske. Altså bogen af Maurice Sendak. Eller bare Harry Potter – ham er der flere, der kender.

Himlen er mørk, mens solen skinner, og træerne rundt om søen ser helt uvirkelige ud. Harry Potter-søen. Fordi den minder om den scene i Harry Potter, hvor Harry bliver ledt på vej af den defensive Expecto Patronum-besværgelse i form af en sølvskinnende då, som senere viser sig at være kastet af Snape. Nå, nu bliver det måske lidt for nørdet. Eventyrligt er der i hvert fald.

Magien fortsætter

Nu vil mine turguider vise mig nogle heste. Så det var derfor, jeg skulle have gulerødder med. Ups. Ironi kan forekomme her, for jeg er vildt bange for heste.

Jeg tror også, jeg lige når at få fremstammet, at de jo kan bide hænderne af mig. ’Nej, nej’ forsikrer mine kolleger mig.

Og jeg ender faktisk med at fodre de to store, bidende og sparkende dyr med græs i stedet. Det havde jeg lige godt aldrig forestillet mig. Sådan.

Da vi forlader hestene, går jeg og undrer mig over, at dunsten af dyrelort bliver kraftigere, jo længere væk vi kommer. Jeg prøver at forhøre mig hos Henrik Lüthcke, men uden held. Det finder jeg ud af, siger han.

Og rigtigt nok. Lidt efter kommer vi til en bøgeskov fyldt med høje, tynde, hvide træer. Og lige ved siden af skoven står en masse dådyr og venter på os. Igen fuldstændig uvirkeligt og som noget, jeg aldrig har set før. Meget fortryllende med de hvide bøgetræer, den skinnende sol, der lyser de sidste dalende regndråber op med sine stråler, og de små, plettede dyr, der er så fine og skrøbelige at se på.

Sidste stop på turen er Skinderskovvej, som mest af alt minder om en gammel, fynsk landsby. På den smukke og romantiske måde, altså. En villavej med de smukkeste huse og idyl, der sidst er set i en af Morten Korchs klassikere. Hvilket Henrik Lüthcke da også bemærker med en undren over, hvornår Poul Richard mon springer frem fra en busk og bryder ud i sang.

Sådan slutter Tour de Herlev altså. Magisk og eventyrligt. Pludselig virker vinterens kommen ikke så slem, og jeg får lyst til gåture i skoven og hygge i regnen. Tak for det, Herlev, Jørgen og Henrik.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....