Herlev Bladet

Ny DSB-app skal kompensere Herlev-pendlere

OPDATERET. I forbindelse med sporarbejdet på Frederikssundbanen har DSB udviklet en app, der skal give pendlerne tiden tilbage. Appen virker til både Android og iPhone.

‘Få tiden tilbage’ hedder en ny app, som DSB har udviklet for at kompensere pendlerne i forbindelse med sporarbejdet på Frederikssundbanen. Den præsenterede Tony Bispeskov, informationschef i DSB, på et borgermøde om samme emne i Herlev Medborgerhus fornylig.

Appen virker sådan, at pendlerne indtaster deres rejsetid med de togbusserne, som bliver indsat, når S-toget holder op med at køre. Derefter regner appen ud, hvor meget forsinket de er i forhold til den normale rejsetid med S-toget.

Ideen er så, at pendlerne får den ekstra rejsetid tilbage og kan bruge den på Orange-billetter.

Helt konkret åbner man appen, når turen begynder og trykker ’start rejse’. Ligeledes trykker man ’slut rejse’ efterfølgende. Og endelig ’Omsæt rejsetid’, når man vil bruge den opsparede tid.

Samtidig afgiver man informationer, som DSB kan benytte til at målrette informationer om sporarbejdet tilbage til pendlerne.

Andre initiativer

»Der er tale om et pilotprojekt kun for de omkring 63.000 rejsende på hverdage på Frederikssundbanen«, fortalte Tony Bispeskov, der håber på, at projektet ’Få tiden tilbage’ kan blive lanceret til påske.

Altså i forbindelse med det første S-togsstop.

»Vi vil gerne gøre det trygt og enkelt for jer, så vi kan fastholde jer som kunder«, sagde han, der også fortalte, at pendlerne på netop Frederikssundbanen normalt er blandt de mest tilfredse kunder.

LÆS MERE: Bliv klogere på renoveringen af Frederikssundbanen

Appen kan både downloades til iPhone og Android.

Udover ’Få tiden tilbage’ arbejder DSB også på andre kompensationstiltag i forbindelse med blandt andet pendler-, erhvervs- og ungdomskortet samt pensionistkortet. Det er blandt andet muligheden for at give pendlerne adgang til flere zoner end normalt og en lempeligere spærretid.

Derudover vil man også gøre mere ud af tilgodese cyklisme som et alternativ. Noget som også Bycyklen.dk, der står for drift af offentlige udlejningscykler, arbejder på.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....