Herlev Bladet

Nytåret medbragte flere fyrværkeriskader end sidste år

Da det nye år skulle skydes ind, endte nogle af raketterne de forkerte steder, hvor de forårsagede skader samt brand i bygninger.

Den 31. december skulle det nye år fejres. Det betød fest, farver – og ikke mindst fyrværkeri, og når disse blandes, kan det sommetider gå galt. Over hele landet er antallet af fyrværkeriskader steget siden sidste år, og det samme gælder for Herlev.

På Herlev Hospital havde de over en patient i timen mellem den 31. december klokken 18 og den 1. januar klokken seks om morgenen. Det oplyser afdelingssygeplejerske i akutmodtagelsen på Herlev Hospital Helene Byrne til Herlev Bladet.

I alt 13 patienter kom til Herlev Hospital i løbet af de 12 timer, og der var tale om forbrændinger, øjenskader og en enkel håndskade, fortæller Helene Byrne. Det sluttede dog ikke der, for i løbet af nytårsdag kom flere patienter til, som enten havde opdaget en forbrænding fra aftenen før, eller som havde været ude at fyre krudt af på ny.

Også beredskabet måtte tilkaldes, da der i løbet af den 31. december og natten til den 1. januar opstod brand i to bygninger. Først var der tale om en brand i en villa på Ettehavevej, hvor fem vogne blev sendt ud og hurtigt fik kontrol over flammerne. Lars Andersen, kommunikationsmedarbejder hos Københavns Vestegns Politi, oplyser til Herlev Bladet, at politiet nu er ved at undersøge årsagen til branden nærmere. I den forbindelse modtager de gerne information fra eventuelle vidner i sagen.

Knap en halv time inde i det nye år opstod der ild i en bygning i Dildhaven. Der var hurtigt en patrulje på stedet, som fik slukket ilden, og skaden var minimal. Her var der tilsyneladende tale om en raket, der havde sat ild til noget tøj, oplyser Lars Andersen.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....