Herlev Bladet

Politiet efterlyser vidner

Københavns Vestegns Politi efterlyser vidner efter tricktyveri på Rørbækvej.

Tirsdag den 7. november klokken 16.05 blev en 83-årig kvinde udsat for tricktyveri ved sit hjem på Rørbækvej i Herlev. Kvinden havde netop været ude at handle, da hun foran sit hjem blev kontaktet af to mænd og en kvinde, der spurgte om vej til motorvejen.

Da de var kørt fra stedet, opdagede kvinden, at hun ikke længere havde sin pung. Da hun ringede til banken for at spærre sine kort, havde gerningsmændene allerede foretaget flere større kontanthævninger fra hendes dankort. Overvågning fra supermarkedet, hvor hun handlede, viser, at en mand angiveligt stod og aflurede hendes pinkode.

Gerningsmændene beskrives som en kvinde med anden etnisk baggrund end dansk, som er 150-160 centimeter høj og spinkel af bygning. Hun var iført et sort tørklæde om håret, en sort dunjakke og en sort underdel og talte hverken dansk eller engelsk.

Derudover var der to mænd. Den ene med anden etnisk baggrund end dansk, som beskrives som værende 180 centimeter høj, kraftig af bygning, kraftigt fuldskæg og iført sort tøj.

Den anden mand er mellem 20 og 40 år, almindelig af bygning med sort, kort hår. Han var iført en mørk dynejakke med en hvid krave, en gul bluse, mørke cowboybukser og blå kondisko.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse i dagtimer eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....