Racerkører i miniformat

Der er mørkt i kælderen under Herlev Byskole afdeling Eng. Måske også lidt uhyggeligt, indtil en lysstråle kaster sig ud på gulvet og viser vej ind ad en halvåben dør. For dem, der har leget med racerbiler som barn, er det vejen tilbage til barndommen.

Bag døren gemmer sig nemlig en tyve meter lang racerbane med sløjfe, fire spor og en masse miljø som for eksempel tribune, værksted, landskaber og så videre.

Hver torsdag mødes fem mænd, nogle gange flere, nogle gange færre, i samme lokale for at dyste mod hinanden i dét, de kalder for slotcarracing.

Fælles for de fleste af dem er, at de går op i motorsport, nogen af dem har oven i købet selv kørt ræs og har efterfølgende måtte sande, at det ikke blev til den motorsportskarriere, som de havde håbet på.

Men nuvel. I kælderen under byskolen kan de leve deres drøm ud på anden måde. For selvom de ikke blev professionelle racerkørere i virkeligheden, er de det næsten hver torsdag i kælderen, når de finder lysstrålen og træder ind ad døren med påskriften ’Herlev Miniracing Club’.

Kører i barndom

Herinde har de hver deres kuffert, et slags værksted om man vil, med racerbiler i forholdet 1:32, diverse autodele og værktøj til, når bilerne skal justeres.

»Os der ikke kan køre 1:1, må nøjes med de små«, griner Stephan Andersen, der har været medlem af klubben i 10 år.

Det fremgår også af hans kuffert, som bærer adskillige små metalskilte af den slags, man får, når man har vundet et klubmesterskab.

Det er tydeligt, at han går op i de små biler. Det er også ham, der styrer det smarte computersystem, som registrerer, hvem der er med i dagens løb, deres tider og placeringer. Og oven i købet viser det hele på forskellige skærme placeret rundt omkring i lokalet.

Typisk kører klubmedlemmerne fire gange tre minutter med pauser af et minuts varighed. Den eller dem, der står over, hjælper med at sætte de biler, der ryger af banen, på igen.

Pauserne bruges på at skifte spor og rense dæk, som man på bedste husmodervis gør med klistersiden af en taperulle. Og det er vigtigt, understreger  klubbens formand Jannick S. Larsen, der har været medlem i halvandet år.

»Et godt flow er alfa og omega, så når dækkene begynder at skride, så skal der nye på – ligesom i et rigtigt racerløb«, smiler han og påpeger, at  bagdækkene skal kunne gribe fat i banen, mens fordækkene godt må være glatte.

Og så er der hele debatten om gummidæk, som de i dag kører med, og skumdæk, som er hurtigere.

»Nogle nørder utrolig meget, og så er der andre, som bare gerne vil køre«, forklarer han, der selv har kastet sig over hobbyen, fordi det er en blanding af ræs og byggeri.

Sidstnævnte fordi man har mulighed for at designe sin egen bil helt fra bunden.

»Jeg kan godt li’ det, fordi det har en lugt af barndomsværelse, transformatorer og mekanik«, fortsætter Jannick S. Larsen, der også har leget med racerbiler som barn.

»Og så bliver man ikke forpustet af det her«, tilføjer Stephan Andersen med et smil.

Til gengæld skal man have fokus, påpeger han.

»En god kører er en, der kan køre 12 minutter, uden at bilen falder af banen«, lyder det, før dagens løb starter.

Ligesom profferne

I første omgang er det Leo Andersen, der sidder over. Han er klubbens alderspræsident, og det var faktisk ham, der i 2004 tog initiativ til banen og byggede den sammen med sin søn.

»Vi havde en derhjemme og syntes, det kunne være sjovt med en klub«, fortæller han, der i  dag har trukket sig lidt tilbage fra foretagendet, selvom han stadig besøger kælderen jævnligt.

»Jeg har selv kørt gokart, og det her er fuldstændig som et professionelt løb – bare i ministørrelse. Hvis man for eksempel ikke har eller er en god mekaniker, så kører lortet ikke, så det er ikke noget, man kommer sovende til«, fastslår den erfarne miniracerkører.

Det kan man kun give ham ret i, kaster man et blik ud over de fire miniracere, der tager en omgang på cirka et halvt sekund.

»Det gælder om ikke at blinke«, griner de andre

medlemmer, mens de forbavsende roligt holder joystickket, som styrer bilen, i den ene hånd, og skuer ud over de 20 meter plasticvej, som tvinger bilerne op og ned, rundt i kurver og ud på lige vej.

Indimellem småjoker de fire kørere med hinanden, men uden at fjerne blikket fra banen. Pludselig bliver der bandet og svovlet, fordi en bil er røget af, men det forsvinder så snart, den er på igen. Den indbyrdes konkurrence er ikke til at tage fejl af, selvom mandehørmen, øllerne og de små joviale stikpiller, der af og til flyver ud i lokalet, også er en stor del af klubben.

Der bliver også kørt løb uden for klubben, blandt andet i Malmø, hvor nogle af klubmedlemmerne har været flere gange.

»Det sociale i klubben er helt klart det vigtigste«, pointerer Jannick S. Larsen og holder en lille kunstpause:

»Så længe man vinder«.