Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Sag om besiddelse af børneporno for retten igen

En 36-årig Herlevborger er tiltalt for besiddelse af børnepornografisk materiale. Da han ikke mødte op i første omgang, er sagen for igen.

Det var egentlig meningen, at der skulle ske domsfældelse så hurtigt som muligt i en sag om besiddelse af børneporno i sommer. Manden, en i dag 36-årig Herlevborger mødte dog ikke op, hvorfor sagen nu prøves igen ved Retten i Glostrup. Det sker 21. december.

Manden er ifølge anklageskriftet tiltalt for 9. november sidste år at besidde i alt 400 børnepornografiske billeder samt 38 børnepornografiske videoer på henholdsvis to USB-nøgler, PC og mobil.

Der er tale om såkaldt utugtige sexbilleder og videoer af børn under 18 år. Rent juridisk fordeles de i kategorierne 1 til 2, således at de 341 billeder og 32 film ligger i ’kategori 1’, som er seksuelle situationer, hvor den mindreårige er alene.

De resterende 59 billeder og seks videoer vurderes til at være i ’kategori 2’, som er den mindreårige med en anden aktør.

Der er ingen i ’kategori 3’, der er den groveste og svarer til for eksempel voldtægt,  eller hvor flere aktører medvirker.

En stigning

Anklagemyndigheden forlanger, at manden straffes efter Straffelovens paragraf 235 stk. 2, som kan give op til et års fængsel. Derudover er Kriminalforsorgen Glostrup anmodet om at udarbejde en personundersøgelse.

Det forventes, at manden erkender forholdet, da der er tale om en tilståelsessag.

Inklusiv sagen her har Københavns Vestegns Politi registreret i alt ni sager om børneporno i første halvår i år og fire i tredje kvartal i år. Sammenlignet med sidste år er det en stigning, da man i første halvår 2016 havde seks sager og ditto tre sager i tredje kvartal samme år.

Du er måske også interesseret i

Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!