Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Sauna-entusiast bag ny bog om mandehørm og svedige snakke

Tidligere chefredaktør fik efter utallige sauna-besøg den idé at skrive en bog om, hvad mænd snakker om, når temperaturen stiger og håndklædet ryger i ringen.

Kullene syder, sveden drypper og snakken trives bag trædøren med det lille vindue. Her ryger håndklæder og hæmninger til side til fordel for historier og holdninger om alt og intet. Det er i al fald virkeligheden i Jørgen Frøhlichs nye novellesamling ’Røster fra en sauna’.

»Der er en god og intim stemning i en sauna, og når man lytter til det, folk snakker om, så er det ikke bare røv og patter, det er ofte kloge og velfungerende mennesker, der viser en alvorlighed og en bevidsthed, som får frit afløb«, fortæller den 72-årige forfatter og tidligere chefredaktør, der selv har frekventeret ’svederummet’ ugentligt gennem de sidste 20 år.

Saunaen en god ramme

Det var også i den forbindelse, han fik ideen til bogen.

»Jeg plejede at komme i East Kilbride Badet i Ballerup sammen med en god ven, men da det lukkede på grund af ombygning, tog vi til Vestbad og Hjortespringbadet«, forklarer Jørgen Frøhlich og tilføjer, at ritualet foregik hver onsdag formiddag og ofte ledsaget af en bitter og noget smørrebrød.

»Saunaen er bare rammen. Når man sidder der i halvmørket i tågerne, så får man lyst til at fortælle, men det kunne da lige så godt have været på et værtshus eller på en varmestue«, lyder det fra forfatteren, der som journalist i 1970’erne kender til værtshusmiljøets givtige snakke og som frivillig i Røde Kors til varmestuens intime rum.

Derfor bruger han også af egne underfundige erfaringer og levet livsfilosofi i de 53 beretninger, en for hver uge, som bogen består af.

»Jeg har bevidst valgt fiktionen, fordi det er sjovere, og jeg kan digte videre og lade fantasien løbe frit«, fortæller han, men understreger, at bogen er inspireret af egne saunabesøg, hvorfor der også er karakterer med, som ligger tæt op ad de personer, han har mødt i virkeligheden.

I Herlev drejer det sig blandt andet om en tidligere præst og en læge.

Sjov og berigende

En anden grund til, hvorfor han har valgt fiktionen og inddelingen i noveller har at gøre med markedsføringen.

»Mænd læser for det meste krimier og biografier. Derfor har jeg delt bogen op i 53 afsnit, så alle, også ikke læsevante, kan være med«, forklarer han og tilføjer, at bogen i høj gad også er for kvinder, der gerne vil lære lidt mere om, hvad der foregår i hovedet på deres mænd.

»Under alle omstændigheder håber jeg, at folk bliver klogere og føler sig underholdt, når de læser bogen«‚ siger han, der også har gjort sig umage for at gøre den sjov.

»Det har i al fald været sjovt at skrive den«, lyder det fra Jørgen Frøhlich, der har brugt de sidste to år på at svede, lytte og skrive.

Noget der formentlig kommer mere af. I hvert fald skriblerierne. Ifølge forfatteren er det næste fra hans pen en bog om B.S. Ingemann og derefter måske en række kendisbiografier som medforfatter.

Du er måske også interesseret i

Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!