Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Skærpede regler skal få flere foreninger til at indhente børneattester

Fra nytår har børne- og socialminister Mai Mercado (C) strammet reglerne for, hvem der skal indhente børneattester. Det sker efter Herlev Bladets artikler om Natteravnene, der ikke har indført børneattester, men sandsynligvis skal til det.

Det er ikke alle frivillige sociale foreninger, der arbejder med børn, som behøver at indhente børneattester for deres medlemmer. Eller sådan var det i hvert fald indtil fornylig.

For fra nytår har børne- og socialminister Mai Mercado (C) strammet kursen på området med en ændring til den eksisterende ’Bekendtgørelse af lov om indhentelse af børneattest’ fra 2015.

Ændringen betyder, at alle frivillige sociale foreninger og organisationer, der modtager offentlige midler fra Børne- og Socialministeriet fremover skal indhente børneattester på deres medlemmer og ansatte.

Vel at mærke såfremt de kommer til at arbejde med børn under 15 år.

»Det skal være trygt og sikkert for forældre at overlade deres børn til frivillige i de sociale foreninger, og med børneattesterne kan man mindske risikoen for overgreb«, lyder det fra ministeren, der dog påpeger, at børneattesterne ikke gør det alene, men er et skridt på vejen.

Natteravne-chef er positiv

Stramningen kommer efter, at Herlev Bladet i foråret bragte en række artikler med udgangspunkt i Natteravnene, der ikke havde og stadig ikke har krav om børneattester for sine medlemmer. Noget foreningen nu efter al sandsynlighed ifølge reglerne skal til at indføre.

Det skyldes, at foreninger og organisationer, der for eksempel modtager midler fra satspuljen, nu også skal indhente børneattester, hvis de ikke allerede er omfattet af bekendtgørelsens øvrige regler.

Natteravnenes chef, Claus Staunstrup Nilsson, hilser da også attesterne velkomne:

»Det er noget, vi tager ekstremt alvorligt, så hvis ministeriet siger, at det skal vi, så gør vi det. Vi har et stort ansvar over for de børn, vi møder«, fastslår han, der som udgangspunkt går ud fra, at alle natteravne har en ren børneattest.

»Men hvis vi beder om at få lavet en børneattest, så kan vi med ro i maven sende vores cirka 4.500 natteravne ud blandt børne og unge«, lyder det.

Du er måske også interesseret i

Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!