Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Skoleelev erklærer krig mod sølvpapir

I et klasseprojekt fandt Emily Engvej ud af, hvor dårligt sølvpapir er for miljøet, så nu har hun både fået sin familie og sin klasse til at reducere og sortere i brugen af det.

Det kan godt være, det skinner og er nemt at bruge til madpakken, men sølvpapir er dårligt for miljøet.

Det slår 12-årige Emily Engvej fast efter sit klasseprojekt i 6. C1 på Lindehøjskolen.

»Madpapir udleder to gram CO2, mens sølvpapir udleder 72 gram«, fortæller hun, der af samme årsag har erklæret krig mod sølvpapiret.

En krig, hun har fået sin familie til at bakke op om, når rugbrødsklemmerne skal pakkes ind. Nu bruger de nemlig kun madpapir.

Også klassen har hun vundet over. I hvert fald til en vis grad.

Klassen bakker op

»Vi sorterer derhjemme, så jeg foreslog, at vi også gjorde det i klassen«, forklarer hun og tilføjer, at det mundede ud i en ekstra skraldespand i klassen kun til sølvpapir, som efterfølgende røg til genbrug.

Klassekammeraterne tog  umiddelbart godt imod hendes initiativ.

»I starten blev posen hurtigt fyldt helt op, men det sker ikke så meget mere«, fortæller hun, der tager det som et tegn på, at der bruges mindre sølvpapir.

LÆS OGSÅ: Oprydning i naturen

Og godt det samme. For i sit projekt fandt hun ud af, at der blandt de 52 elever fra 3., 5. og 6. klasse, som hun spurgte, var 40, der brugte sølvpapir udelukkende til madpakkerne.

»Og 40 familiers forbrug af sølvpapir på ét år svarer til 9.600 meter«, lyder det fra Emily Engvej.

Dertil bør man have i baghovedet, oplyser hun, at det kan tage mellem 200 til 500 år, før aluminium, som sølvpapir laves af, er nedbrudt, hvis det uheldigvis af en eller anden årsag skulle blive efterladt i naturen.

Har lært meget

Klasseprojektet løb af stablen i foråret sidste år, og Emily Engvej er egentlig godt tilfreds med det, der er kommet ud af det.

»Jeg vil gerne passe på miljøet. Det, synes jeg, er vigtigt, og det er også noget, som min familie går op i. Jorden skal være et godt sted at bo, men hvis vi bruger for meget CO2, så smelter polerne, og så kan vi ikke leve her«, påpeger hun, der føler, hun har lært meget af sit projekt.

»Man tænker ikke rigtig over, hvor meget det forurener, når man er nede og købe sølvpapir«, forklarer hun, der selv blev ret overrasket.

Stolt klasselærer

Det gjorde hendes klasselærer Malte Barslund også. Både over det og over sin elevs store engagement i den grønne sags tjeneste.

»Jeg synes, det er fantastisk, at man går i 6. klasse og tænker på den store verden omkring en og tager initiativ til også at tænke på den næste generation. Det bliver jeg stolt over«, siger han, der også har fået ros på sine elevers vegne af lærerkollegaer, der har bemærket, at nogle af hans elever går og samler skrald på skolen deriblandt Emily Engvej.

»Det bliver jeg da glad af. Og så uden at få belønning for det«, smiler han og tilføjer, at det falder godt i tråd med skolens grønne profil.

For Emilys vedkommende er den grønne bevidsthed ikke en engangsaffære.

»Jeg tror, jeg vil fortsætte med at samle skrald. Det har jeg gjort flere gange derhjemme også til nogle store arrangementer. Det bliver nok bare ikke lige nu, for det blevet lidt koldt udenfor«, siger hun.

Du er måske også interesseret i

Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!