Herlev Bladet

Subkult 2017 på Herlev Bibliotek:

Punktnedslag i årets festival

Tjekpoint. Temaet var mørke, og det var da også langsomt ved at sænke sig, da vi torsdag aften kiggende ind i Subkult-festivalen på Herlev Bibliotek. Det så sådan ud i den syvende udgave:

17.15 hrs: 

»Der er noget derovre, som er rimelig uhyggeligt. Og noget derovre, som er rimelig håbefuldt«, siger Signe Dahlerup, som er Herlev Billedskoles nye leder.

Subkult 2017 er i gang i børnehøjde. Det er nemlig elever fra Herlev Billedskole, som er  festivalens første indslag.  Det betyder woodoo-dukker i de grønne torve som det ’uhyggelige’ og værker, som mere forholder sig til mørke som modsætning til lys.

»Lidt mere poetisk«, siger Signe Dahlerup og ser helt lettet ud.

Den virtuelle verden

17.35 hrs: 

Folkene fra Khora har indfundet sig. Det betyder oplevelsen af virtual reality. Khora   er en virksomhed, der simpelt lever af at sælge virtual reality. Og skulle også, i følge hjemmesiden, være første ’virtual reality-butik’. Briller på, så er man i det virtuelle miljø. Og måske møder man her mørkets kræfter?

Lydkunst til mørket

20.03 hrs:

I blåt lys i oktober-aftenen en lydkulisse af de helt særlige til mørkets Subkult. En fantastisk inciterende oplevelse fra Duo Demona, Maj Bjørnholdt Kjærsig og Nour Fog, begge uddannet på Kunstakademiet.

Det er en symfoni på glas og et genhør med thereminen, æterofonen. Det særlige elektroniske instrument ændrer lyden efter, hvor man placerer hænderne i forhold til elektroderne/antennerne.

Et stille og lyttende publikum følger stemningen ind i mørket. Opstår der uhygge? Måske lidt. Men helt særligt er det? Faktisk en lydoplevelse i særklasse.

Hvem tør gå i kælderen

20.50 hrs:

En mystisk orden, Ordo Infernalus, hersker i bibliotekets kælder. Det får vi i hvert fald at vide, da en lille gruppe  træder ind i bibliotekets kælder for at blive præsenteret for en gysende rundvisning i kælderens ’skjulte’ rum. Incl. en kælderskakt med gitter, hvor der lyder opfordringen til at flygte ’så hurtigt I kan’.

Cirka 70 personer var aftenen igennem den særlige gysvende oplevelse i kælderen organiseret af rollespilsfirmaet Eventyrridderne ved Daniel Benjamin Clausen. Og selvom man før har været nede i bibliotekets kælder, må man med et Suzanne Bjerrehuus-citat gøre opmærksom på, at ’sådan havde man aldrig fået den før’.

Stærke følelser i det

21.15 hrs:

Mens hjerterytmen langsomt vender tilbage til det normale niveau sluttes aftenen ved at lytte til det sympatiske lokale rockband Ordblin. Mange er mødt frem i den efterhånden lidt sene aften på biblioteket.

»Mørket får for lidt opmærksomhed. Der er stærke følelser i det«, lyder det fra scenen.

Man kan kun være helt enig.

Kommentarer
Henter kommentarer.....
Du er måske også interesseret i