Herlev Bladet

Test: Skoda Kodiaq under lup

Skodas SUV-model er spækket med udstyr og plads til hele syv personer. De kan se frem til en komfortabel køretur, der mere bliver en oplevelse end en transport fra A til B.

Du sætter dig ind i bilen, trykker på start, sætter gearet i ’Drive’ og lader dig føre. Måske tager du seks andre med, for dem er der også plads til i den rummelige Skoda Kodiaq 2,0, som mere end en køretur byder på en køreoplevelse af de gode.

Der er nemlig tænkt på det meste i SUV’en, der trods sin størrelse har syv automatiske gear, som gør den ret så rap i replikken.

For ikke at nævne diverse tekniske forantaltninger som den dynamiske fartpilot, kørecomputeren og vejbaneassistenten, der giver modstand i rattet, hvis der forekommer utilsigtede vognbaneskift. Alt sammen noget, der gør turen til en leg.

Ikke mindst den store touchskærm, som enkelt præsenterer en oversigt over alle bilens funktioner herunder parkeringssensor for og bag samt navigationssystemet, der udmærker sig ved lige under speedometeret hele tiden at vise navnet på den vej, man kører på.

Udsigt til stjernerne

Udover de tekniske specifikationer bør bilens komfortable indretning og kabine også nævnes som bidragsydere til den gode køretur.

De gode udsigtsforhold og panorama soltaget ikke mindst.

Det fylder stort set hele taget og gør kabinen større og lysere, og så er det heller ikke en dårlig ting at have til måneskinsture og stjerneklare nætter.

Er det derimod gråvejr og regn, kan man bare lukke for med et dækken. Noget der foregår automatisk ligesom med soltaget.

Bjørn af en bil

Skoda Kodiaq er for ledertypen, karriererytteren og familiemennesket, der gerne vil have komfort og køreegenskaber, men også går op i praktik og behov.

De ekstra to sæder bagtil, kan let tages ud, og vupti, så har man pludselig plads til barnevognen, kufferterne eller en masse rammer fra Borgershoppen, skal der være fest.

Den er nem, bekvem og vanedannende og opfylder de fleste behov plus mere til.

Eneste ting, man dog bør sikre sig før et eventuelt køb, er, at der er plads i garagen. For den fylder godt i landskabet.

Nå ja, og så er den heller ikke grim at se på. Tværtimod. Den er skarp, strømlinet og signalerer store armbevægelser, hvor den kommer frem. Meget lig dens navn, som betyder bjørn fra Alaska. Og så brummer den ikke en gang, men er faktisk ret støjsvag.

Kommentarer
Henter kommentarer.....
Du er måske også interesseret i