Herlev Bladet

Vicky vil på hundeslædeeventyr

Vicky Kastbjerg drømmer om at komme på et femdages hundeslædeeventyr nord for polarcirklen.

I starten af november havde Vicky Kastbjerg og hendes mand Allan Kastbjerg været til Arktisk Festival på Christianshavn. Her hørte de om nogle, der havde været på en skibsekspedition i Grønland, og det fik Vicky Kastbjerg til at længes efter sne, ro og hundeslæder.

I toget på vej hjem satte hun sig til at læse i Ud & Se. Her faldt hun over en annonce om Fjällräven Polar. ’Tag med os på hundeslæde på tværs over atlanten’ stod der, og hun vidste med det samme, at hun måtte af sted.

Hvad

Fjällräven Polar er et vintereventyr for helt almindelige mennesker uden vildmarkserfaring. Her kører deltagerne på hundeslæder i vildmarken nord for polarcirklen fra den 9. til 14. april.

Hele turen starter i Signaldalen i Norge, og herfra kører de 300 kilometer syd gennem Sverige langs en gammel samisk handelsrute og slutter ved søen Väkkäräjärvi. Under turen skal de deltagende sove under stjernerne omgivet af sne og prøve kræfter med hundene, naturen og sig selv.

Hvem

Vicky Kastbjerg bor i Skovlunde med sin mand og deres to børn. Gennem hele huset møder man en ro og hyggelig stemning med lammeskindstæpper og varme.

I stuen finder man ikke et fjernsyn, men i stedet en pejs, som familien i vinterperioden tænder op i hver dag. Ikke at Vicky Kastbjerg bare sidder og stirrer ind i ilden, men det er da facinerende, synes hun.

I dag bor familien i Skovlunde, men for fem år siden valgte de at rykke teltpælene op og flytte et år til Sisimiut på den grønlandske vestkyst. Her kunne de hver dag nyde naturen og Grønlands stille ro, som Vicky Kastbjerg er så glad for. Og så kørte de på hundeslæde, men det var altid kun endagsture.

Tilbage i Skovlunde har Vicky Kastbjerg kun en lille model af en hundeslæde, så nu vil hun af sted igen, men helst med den ægte vare og i længere tid.

Hvorfor

Fordi Vicky Kastbjerg simpelthen elsker naturen. Den knitrende sne omgivet af blå himmel, landskabets ro og de høje bjerge, man omgives af.

»Bjergene er så høje, og du er så lille. Man får bare en anden respekt, for her er det naturens præmisser, der gælder,« forklarer hun.

Og så er der jo hundene, der kender hierarkiet, hilser på overhunden og skiftes til at trække læsset. Vicky Kastbjerg synes, at det er meget facinerende, at det er rigtige dyr, der trækker slæden – og de udfordringer og oplevelser, der kommer med det.

»Det går op og ned, nogle gange må man hoppe af slæden, for de kan jo ikke trække alt. Der er et arbejde ved det, det er ikke bare fra a til b,« siger hun, der mener, at der på sådan en tur følger mange gode historier.

Hvordan

Fjällräven Polar har inddelt verden i 10 regioner, hvor Danmark er blevet grupperet med Finland og Norge. Alle personer, der stiller op, har skrevet en ansøgningstekst og lavet en video om sig selv.

Den person, der får flest stemmer i hver region, kommer automatisk med på turen, og så vil en jury vælge én ekstra person fra hver region, som også kommer med.

Lige nu ligger Vicky Kastbjerg på en 9. plads over folk med flest stemmer i regionen. Så hvis hun skal af sted ud fra stemmetal, har hun brug for flere stemmer.

Hvis du synes, Vicky Kastbjerg skal af sted på sin drømmerejse, kan du stemme på hende via QR-koden herunder eller ved bare at klikke her.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....